Italiens stenrige spradebasse takker af

Omsider måtte Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, lørdag aften tage den tunge vej til landets præsident for at indgive sin afskedsbegæring.

Dermed siger italienerne farvel til den æra, hvor deres land i omverdenen blev sidestillet med den 75-årige milliardær, der fik mange af dem til at krumme tæer.

Efter at have præget italiensk politik i 17 år, efterlader Berlusconi Støvlelandet med en økonomi, der hænger i laser. Et Italien, der er tynget af gæld, korruption og et rustent system, som skal smøres med reformer for at blive levende igen.

- Jeg er italiensk politiks Jesus Kristus, sagde Berlusconi tilbage i 2006.

I dag føler han sig så som en, der blev korsfæstet på grund af de "forrædere" i parlamentet, der faldt ham i ryggen.

Det skete i tirsdags, da Berlusconi ikke kunne samle et absolut flertal ved en budgetafstemning i parlamentet. Kun 308 af parlamentets medlemmer bakkede ham op, mens 321 undlod at stemme.

Dermed var tæppet er revet væk under Berlusconi, hans skrøbelige koalitionsregering og sandsynligvis også hans politiske karriere.

Berlusconi har tre gange tidligere prøvet at træde tilbage som regeringschef. Første gang var i 1994, anden gang i 2001, og tredje gang var i 2008.

Italienerne har stemt på ham, mens udlandet har set måbende på den lille milliardær, der får ansigtsløftninger, hårtransplantationer, holder såkaldt bunga bunga-fester med unge kvinder og som dribler ind og ud af retssager.

Han har delt de italienske vælgere mellem de, der afskyr ham, og de, der elsker ham. På det seneste er den sidste gruppe skrumpet gevaldigt ind, viser meningsmålinger.

Berlusconi arbejdede sig til tops af egen drift. Han blev født i Milano i 1936, som en af tre børn i en middelklassefamilie. Som ung begyndte han at sælge støvsugere og croone på natklubber, før han blev byggeentreprenør i sin fødeby.

Derfra opbyggede han er medieimperium, der gør, at han sidder på de store private tv-kanaler i Italien, ejer en række dagblade og er sit land tredjerigeste mand.

Silvio Berlusconis formue anslås til godt 42 milliarder kroner. Men det var i sidste ende ikke nok til at holde ham ved magten.

/ritzau/

Silvio Berlusconi, der betragtede sig selv som italiensk politiks svar på Jesus, er trådt tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret