Italiensk politi afviser torturanklager fra Amnesty
En Amnesty-rapport retter anklager mod italiensk politi om mishandling af flygtninge og migranter. Arkivfoto Foto: AP/Lionel Cironneau
AP/Lionel Cironneau
Migranter fængsles vilkårligt og udsættes for mishandling i Italien, siger Amnesty, men politiet afviser.
Italiensk politi afviser kritikken fra Amnesty International, der anklager ordensmagten i støvlelandet for tortur og mishandling af flygtninge og migranter.
- Jeg afviser kategorisk, at der er anvendt voldelige metoder mod migranter, både under identificering eller repatriering, siger politichef Franco Gabrielli.
Han understreger, at hans betjente, som arbejder tæt sammen med EU-embedsmænd og menneskeretsgrupper i flygtningecentrene, behandler de tilrejsende med største respekt, skriver Reuters.
Rapporten fra Amnesty indeholdt anklager om, at politiet havde slået migranter, anvendt elektrochok mod dem eller udsat dem for seksuelt ydmygende mishandling.
Den voldsomme behandling er ifølge Amnesty sket, fordi nogle flygtninge og migranter har nægtet at afgive deres fingeraftryk. Det nægter de, fordi det vil gøre det sværere for dem at rejse videre og søge asyl i andre lande.
Menneskerettighedsorganisationen siger, at den har interviewet over 170 flygtninge og migranter i Italien siden juli 2015.
De fleste af de mennesker, Amnesty har talt med, havde ikke nægtet at give deres fingeraftryk til italienske myndigheder og har ikke meldt om problemer.
Men 24 af de 170 siger, at de har været udsat for mishandling.
Italien er et af de lande, som et stort antal flygtninge og migranter bruger som indrejseland i EU.
De fleste af dem sejler med både fra det stadig mere lovløse Libyen og tager den farefulde tur over Middelhavet med kurs mod Italien.
I 2015 oplevede Europa en tilstrømning af over en million flygtninge og migranter. Det er det største antal mennesker, der flygter fra krig og fattigdom siden Anden Verdenskrig.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde