Italiensk senat hylder kriminel Craxi

Der blev raset og jublet i Italiens Senat, da et flertal af forsamlingen ved en ceremoni tirsdag hyldede den forhenværende og nu afdøde premierminister Bettino Craxi.

Craxi endte sit liv som en kriminel på flugt. Han var idømt 10 års fængsel for korruption og ulovlig partifinansiering, men i 1994 flygtede han til Tunesien.

Craxi var yderst generøs over for den nuværende premierminister Silvio Berlusconi og hans forretningsimperium. Blandt andet gav han Berlusconi et næsten monopol på landsdækkende privat tv i Italien.

Antonio Di Pietro, der som anklager i 1990'erne førte an i kampagnen "rene hænder" for at rydde op i den politiske korruption i Italien, siger, at Senatet "hylder en kriminel på flugt".

Felice Belisario, der er senator i Di Pietros lille parti Værdiernes Italien, kalder det "en skamfuld saligkåring af en dømt kriminel i en institution som senatet".

Berlusconi, der var en nær ven af Craxi, var mødt op i Senatet for at hædre Craxi, men han forholdt sig tavs under ceremonien.

Berlusconi selv er under anklage for bestikkelse og korruption. Det har han været i en stribe sager siden 1990'erne.

Craxi var Italiens første socialistiske premierminister fra 1983 til 1987. Han døde i 2000 i vanære i sin luksusbolig i Tunesien.

/ritzau/AFP

Premierminister Silvio Berlusconi er med til at hylde afdød kriminel regeringschef, som gavnede hans forretningsimperium.

Offentliggjort Sidst opdateret