Jack Abramoff betaler gæld til USA tilbage

Kongen over alle lobbyister, Jack Abramoff, der netop er løsladt fra fængslet i USA, vender ikke tilbage til et millionærliv. Han har fået arbejde på et pizzeria i byen Baltimore, skriver avisen New York Times.

- Han er ikke det monster, som han er blevet portrætteret som, siger pizzeriaets ejer, Ron Rosenbluth, til avisen.

Abramoff var tidligere en magtfuld person i Washington. Han var kendt for at kunne sno politikere, sende dem på luksusrejser til Caribien, skaffe gratis fodboldbilletter, stille privatfly til rådighed for dem og en lang række andre frynser.

Alt sammen smøring for store virksomheder, der havde en interesse i, at lovgiverne var føjelige over for erhvervslivet. Han endte med at få seks års fængsel for en række tilfælde af svindel.

Nu er han tilbage i Tov Pizza i Baltimore, der laver koshermad.

- Folk spørger mig, hvordan kan du finde på at ansætte Jack Abramoff? Og så svarer jeg, hvorfor skulle jeg ikke hyre Jack Abramoff. Han betaler sin gæld til samfundet tilbage, siger Rosenbluth.

Abramoff er tæt forbundet med Det Republikanske Partis opstigen i 1990'erne og perioden under præsident George W. Bush.

Da han faldt fra tinderne og røg i fængslet fældede han samtidig to prominente kongresmedlemmer, adskillige rådgivere i Kongressen og en nær medarbejder til præsident Bush.

Det var den tætte sammenhæng mellem republikanske politikere og lobbyister, der i 2006 ophidsede de amerikanske vælgere så meget, at Republikanerne tabte flertallet i Kongressen ved midtvejsvalget samme år.

/ritzau/AFP

Den tidligere superlobbyist, der fik fængselsstraf for at bestikke politikere i Washington, er atter en fri mand. Ikke som millionær, men som pizzabager.

Offentliggjort Sidst opdateret