Jackson-fans står i kø ved retssal

Hundreder af Michael Jackson fans har samlet sig uden for den retssal i Los Angeles, hvor retssagen mod Jacksons læge Conrad Murray begynder tirsdag.

Lægen står tiltalt for uagtsomt manddrab og beskyldes for at have givet Jackson en overdosis af medicin, som han døde af for to år siden.

Mindst 300 mennesker stod i kø for at få en af de seks pladser, der er afsat til offentligheden i retssalen, hvor anklageren og forsvareren skal forelægge sagen. Retssagen ventes at vare fem uger.

Den 58-årige Murray risikerer fire års fængsel, hvis han bliver fundet skyldig i uagtsomt manddrab af et nævningeting bestående af syv mænd og fem kvinder.

Jackson døde den 25. juni 2009 50 år gammel og på et tidspunkt, hvor han var i færd med at forberede en række comeback koncerter.

Allerede før sagen er startet, har Jacksons fans krævet, at lægen bliver tiltalt efter en strengere paragraf.

Det første vidne, der ventes indkaldt i sagen, er Kenny Ortega, der var producent på Jacksons "This is it show".

Murray beskyldes for at have givet Jackson en overdosis af det kraftige beroligende middel Propofol, som Jackson selv betegnede som "mælk". Midlet blev brugt til at hjælpe ham til at falde i søvn.

Murray har aldrig benægtet, at han gav Jackson det beroligende middel, men han afviser, at han lod forlod sin patient på et kritisk tidspunkt.

/ritzau/AFP

Michael Jacksons fans står i kø for at se Jacksons læge blive retsforfulgt.

Offentliggjort Sidst opdateret