Popstjernen Michael Jacksons læge, Conrad Murray, er anklaget for uagtsomt manddrab, oplyser anklagemyndigheden i Los Angeles. Murray erklærer sig ikke-skyldig.
Murray risikerer op til fire års fængsel, hvis han kendes skyldig i at have forårsaget Jacksons død.
En tætpakket retssal ved Los Angeles lufthavn fik læst anklagen højt. Murray erklærede sig gennem sin forsvarsadvokat ikke-skyldig i anklagen, oplyser nyhedsbureauet AFP.
Til stede i retslokalet var også Michael Jacksons forældre og nogle af hans brødre.
Murray er i flere amerikanske medier blevet beskyldt for at have overmedicineret Michael Jackson så meget, at han i juni sidste år fik hjertestop og døde.
Lægen har i månedsvis været genstand for en politiundersøgelse, efter at retsmedicinere udelukkede, at Jackson kunne have taget sit eget liv med en overdosis den 25. juni sidste år.
Men der blev fundet spor efter det bedøvende middel propofol i den døde Jacksons krop.
Murray, der var Jacksons livlæge, har indrømmet, at han efterlod Jackson alene påvirket af propofol. Midlet bruges som et bedøvelsesmiddel til kirurgiske patienter.
Murray har oplyst, at han gennem seks uger gav Michael Jackson propofol, mens den amerikanske popstjerne trænede for at være klar til sit musikalske comeback i Storbritannien sidste sommer.
Jackson havde på det tidspunkt klaget til sin læge over, at han led af søvnløshed.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker