Jair Bolsonaro og inderkreds brugte forfalskede coronapas
En brasiliansk undersøgelse har konkluderet, at Jair Bolsonaros coronapas var forfalsket. (Arkivfoto). Foto: Ueslei Marcelino/Reuters
Myndigheder konkluderer, at Jair Bolsonaro havde forfalsket bevis for, at han var vaccineret mod covid-19.
Brasilianske myndigheder har konkluderet, at landets forrige præsident, den kontroversielle Jair Bolsonaro, under coronapandemien fik forfalsket vaccinationsbeviser for sig selv og sin inderkreds.
Undersøgelsen blev iværksat, efter at politiet sidste år kunne afdække, at en af ekspræsidentens øverste rådgivere havde manipuleret landets sundhedssystem.
Rådgiveren havde pillet ved data i systemet, så Bolsonaro og en række personer fra præsidentens inderkreds fremstod, som om de var blevet vaccineret mod covid-19.
Politiet hævder, at de har beviser for, at ekspræsidenten var "helt bevidst" om, at de falske oplysninger var blevet tastet ind i systemet.
Finten skulle være kommet i stand for at sikre, at Bolsonaro, hans rådgivere og kolleger fra hans inderkreds kunne rejse rundt i verden.
Mange lande indførte under pandemien rejserestriktioner, der gjorde, at man skulle have coronapas for at rejse ind i landene.
Myndighederne oplyser, at man opdagede, at informationerne på Bolsonaros coronapas ikke stemte overens med de informationer, som fandtes i hans vaccinationsdata ved landets sundhedsministerium.
På hans vaccinepas stod der, at han var blevet vaccineret mod covid-19 i delstaten São Paulo i juli 2022.
- Konklusionen er, at der er tale om svindel med delstatens system, som bruges til at registrere vaccinationer mod covid-19, lyder det fra de brasilianske myndigheder.
Undersøgelsen kunne dermed konkludere, at coronapasset, som Bolsonaro fik, var "forfalsket".
Myndighederne har ikke anbefalet, at sagen bliver gjort til en straffesag, da der "ikke er tilstrækkeligt med bevis" til at finde dem, der reelt set står bag.
Ifølge myndighederne var der nemlig adskillige embedsmænd, som havde adgang til at manipulere med data i sundhedssystemet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde