Myndighedernes vurdering af dødstallet efter fredagens naturkatastrofe i Japan stiger nu markant.
En politichef siger ifølge den nationale tv-station NHK, at tallet meget vel kan runde 10.000 døde. Myndighedernes hidtidige estimat har ligget på 1800 dræbte, efter det kraftige jordskælv og efterfølgende tsunami ramte den nordøstlige del af landet.
Opjusteringen af tallet kommer i takt med, at redningsarbejdere finder stadig flere omkomne i den hårdest ramte del af Japan.
- Vi har modtaget en foreløbig rapport om, at flere end 200 lig er blevet fundet i byen Higashimatsushima, siger en talsmand for det nationale politi til nyhedsbureauet AFP.
Byen ligger ligesom den større by Sendai i det nordøstlige Japan, hvor en tsunami efter jordskælvet forårsagede massive ødelæggelser.
På kysten ved Sendai fandt man ifølge det lokale politi lørdag mellem 200 og 300 døde.
Jordskælvet, der ramte Japan fredag morgen, målte 8,9 på richterskalaen. Kort tid efter skælvet rejste sig en kæmpebølge, der raserede store landområder.
Desuden har skælvet påvirket ét af Japans atomkraftværker, hvor en eksplosion har betydet radioaktivt udslip.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker