Japan: Gidselforhandlinger med IS er gået i hårdknude
To gidslers skæbne er usikker, da forhandlinger mellem Islamisk Stat og Jordan er låst fast, siger Japan.
Jordan og Japan arbejder hårdt på at få frigivet to gidsler fra Islamisk Stat (IS) i bytte for en dødsdømt kvinde, men løsningen ligger ikke og glimter i den umiddelbare horisont, lyder det fra Japans viceudenrigsminister.
- Forhandlingerne er gået i hårdknude, siger Yasuhide Nakayama, der står i spidsen for Japans akutberedskab i Jordans hovedstad, Amman.
- Vi forholder os årvågne, og vi bliver ved med at analysere og undersøge de tilgængelige oplysninger. Samtidig fortsætter regeringerne med at arbejde på en fælles indsats, siger Nakayama sent fredag aften ifølge japanske medier.
Hiroshige Seko, der er vicekabinetssekretær og rådgiver for Japans premierminister, Shinzo Abe, oplyser tidligt lørdag morgen, at den japanske regering fortsat venter på nyt om gidselsituationen.
Forhandlingerne handler om frigivelsen af en jordansk pilot og en japansk journalist, der er gidsler hos den militante gruppe Islamisk Stat. Gruppen har truet med at henrette dem begge.
Jordan har tilbudt at frigive en kvinde, der er blevet dømt til døden for sin rolle i et selvmordsangreb, der kostede 60 mennesker livet. Det er dog uklart, om begge gidslers liv kan reddes ved den aftale.
Tidligere satte Islamisk Stat torsdag som deadline for udleveringen, men et bytte har ikke fundet sted, og gidslernes skæbne er derfor fortsat uvis.
Jordan har krævet bevis for, at piloten fortsat er i live, før landet vil gå med til at udlevere den dødsdømte kvinde.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker