Japan ophæver krisetilstand i det meste af landet
Japans premierminister, Shinzo Abe, meddeler torsdag, at restriktioner for en stor del af landet ophæves. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Antallet af nye smittetilfælde i Japan falder, og regeringen ophæver derfor restriktioner i dele af landet.
Japan ophæver torsdag krisetilstanden, som blev indført for en måned siden, for store dele af landet. Det gælder dog ikke for Tokyo-området og storbyen Osaka.
Det oplyser premierminister Shinzo Abe på et pressemøde torsdag formiddag dansk tid, skriver Reuters.
- I dag har vi besluttet at ophæve krisetilstanden i 39 (ud af 47, red.) præfekturer, siger Shinzo Abe på pressemødet.
Japan er inddelt i 47 såkaldte præfekturer. Det er med andre ord 47 lokale administrative områder.
Ministeren med ansvaret for håndteringen af virussituationen, Yasutoshi Nishimura, siger, at det daglige antal af smittetilfælde nu er lavere end niveauet i midten af marts, da smittespredning for alvor begyndte at tage fart i Japan.
Den seneste måned er befolkningen blevet opfordret til at reducere antallet af møder med andre personer med 80 procent. Opfordringen til at indsnævre sin omgangskreds kom som led i at dæmpe smitten og mindske presset på sundhedsvæsnet.
Regeringen har tidligere sagt, at den ville revurdere situationen i midten af maj. Denne uge meddelte den et fald på 20 procent i antallet af indlagte Covid-19-patienter i de ni dage frem til 7. maj.
Shinzo Abe forsøger som andre ledere i verden at afbalancere hensynet til økonomien og behovet for at få kontrol over virusset.
Skal Japans økonomi i fuld gang igen, er det dog afgørende, at normale forhold også gælder Tokyo.
De 39 præfekturer, som får lempet restriktionerne, står for 54 procent af Japans samlede befolkning på cirka 127 millioner. Tokyo står for omkring en tredjedel af økonomien.
- Tokyo er hjertet i Japans økonomi. Det er som at køre i en bil med tre hjul, siger Jesper Koll, direktør for finansfirmaet WisdomTree Japan, om effekten af de fortsatte restriktioner i hovedstaden.
Japan har registreret 696 virusdødsfald, når der ses bort fra dødsfald på et krydstogtskib, der blev sat i karantæne med besætning og passagerer i havnen i Yokohama.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker