Japan vil ikke sende regeringsrepræsentanter til vinter-OL
Japans premierminister, Fumio Kishida, er ifølge public service-mediet NHK under stigende pres fra egne rækker i regeringspartiet LDP for at skærpe tonen over for Kina. (Arkivfoto). Foto: Ryo Aoki/Ritzau Scanpix
Ryo Aoki/Ritzau Scanpix
Den japanske regering bekræfter, at den vil undlade at sende højtstående politikere til vinter-OL i Beijing.
Regeringen i Japan vil ikke sende ministre eller andre politikere som officielle repræsentanter til vinter-OL i Beijing næste år.
Japan vil lade sig repræsentere af præsidenten for dette år sommer-OL i Tokyo, Seiko Hashimoto, samt Yasuhiro Yamashita, der står i spidsen for landets olympiske komité.
Det oplyser den japanske regerings ledende talsmand, Hirokazu Matsuno. fredag.
Dermed bekræfter han oplysninger, som den nationale tv-station NHK bragte tidligere fredag på baggrund af uoplyste kilder.
USA og andre vestlige lande har tidligere varslet en diplomatisk boykot af vinterlegene med den begrundelse, at Kina krænker menneskerettigheder.
En diplomatisk boykot indebærer, at et land undlader at lade sig repræsentere i form af en statsleder eller ministre. Boykotten omfatter ikke atleter.
Den japanske premierminister, Fumio Kishida, sagde tidligere i december, at han ikke planlægger at tage til vinter-OL, der løber af stablen i februar.
USA var det første land til at varsle en diplomatisk boykot af den store sportsbegivenhed i den kinesiske hovedstad. Det skete i begyndelsen af december.
Det Hvide Hus begrundede beslutningen med Kinas behandling af uighurerne - et muslimsk mindretal i provinsen Xinjiang - samt andre "krænkelser af menneskerettighederne".
Efterfølgende har Storbritannien, Canada og Australien også meddelt, at de vil undlade at sende højtstående personer til Beijing.
Japan er mere tilbageholdende med at udtrykke kritik af Kina, og landet befinder sig ifølge nyhedsbureauet Reuters i lidt af et dilemma.
På den ene side er Japan og USA nære allierede, men Japan er også dybt afhængig af Kina, der er en stor handelspartner og en produktionsbase for mange japanske industrivirksomheder.
Premierminister Fumio Kishida er ifølge NHK under stigende pres fra egne rækker i regeringspartiet LDP for at skærpe tonen over for Kina.
Kongressen i USA vedtog tidligere i december et lovforslag, der forbyder amerikanske virksomheder at importere varer fra Xinjiang-provinsen som følge af bekymring for anvendelse af tvangsarbejdere.
Præsident Joe Biden har torsdag underskrevet forslaget, og dermed træder loven i kraft.
Kina afviser, at menneskerettigheder overtrædes i Xinjiang eller andre steder i landet.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde