Japanere demonstrerer imod atomkraft

Henved 7000 japanere var søndag på gaden i Tokyo, Japans hovedstad, hvor de protesterede imod Japans brug af atomkraft.

Demonstrationen kom som en reaktion på krisen på Fukushima-atomkraftværket nord for hovedstaden.

Her har selskabet Tepco, der driver værket, siden det voldsomme jordskælv og den efterfølgende tsunami den 11. marts kæmpet for at hindre udslip at radioaktivitet.

Mange af demonstranterne var unge og familier. De kræver, at Japan indstiller brug af atomkraft og i stedet investerer i alternative energikilder.

- Vi er bekymret. Inden Fukushima tænkte jeg ikke over det, men nu må vi handle. Vi må gøre det for vore børn, sagde den 43-årige Hiroshi Lino, der deltog i "Energi-skiftemarchen" sammen med sin kone og to sønner på fem og ni.

Et par kilometer væk fandt en anden demonstration sted. Den var rettet imod Tepco, der beskyldes for at sløse med atomsikkerheden.

Junichi Sato er leder af den japanske afdeling af Greenpeace, som var med til at organisere demonstrationen. Han siger, at kun få japanere har protesteret over brug af atomkraft efter den ødelæggende tsunami.

- Alle har haft travlt med at fokusere på ofrene for tsunamien, på at afslutte krisen. Uden for Japan tog man omgående fat på energispørgsmålet, siger han.

- Men mobiliseringen vil tage til her i Japan, tilføjer han.

Spørgsmålet om at udfase atomkraft diskuteres nu også åbent i Japan.

- Vi kan ikke klare os uden atomenergi, men vi må tænke mere over, hvordan atomkraftværker bygges, og hvor hurtigt vi bygger dem, siger Katsuya Okada, en af lederne i det regerende Demokratisk Parti.

Inden tsunamien ramte den nordøstlige kyst i Japan, hvilket førte til lukning af en række reaktorer, fik Japan omkring 30 procent af sin energi fra atomkraft.

/ritzau/AFP

Tusindvis af japanere går på gaden i Tokyo med krav om stop for atomkraft og indførelse af alternativ energi.

Offentliggjort Sidst opdateret