Japans hjemmeværn er sendt på redningsopgave i kapløb mod tiden
Jordskælvet i Japan er det kraftigste skælv i regionen i flere årtier ifølge USA's Geologiske Undersøgelser (USGS). Foto: Koji Ito/Ritzau Scanpix
Japans premierminister har kaldt hjemmeværnet til tjeneste for at hjælpe jordskælvsofre i "kapløb mod tiden".
Japans premierminister, Fumio Kishida, siger, at arbejdet med at redde dem, som er påvirket af jordskælvet, er et kapløb mod tiden.
Styrker fra landets hjemmeværn er allerede blevet sendt til de områder, der er mest påvirkede af skælvet.
Det gælder omkring 1000 ansatte i hjemmeværnet, som i øjeblikket arbejder med at finde og redde overlevende fra jordskælvet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Landets meteorologiske institut kunne ifølge det franske nyhedsbureau AFP tirsdag morgen lokal tid berette, at landet mandag var blevet ramt af i alt 155 jordskælv.
Ud over det store skælv med en beregnet størrelse på 7,6, som ramte landets vestkyst, blev landet også ramt af et med en beregnet størrelse på 6.
Størstedelen var med en beregnet størrelse på mere end 3.
Fumio Kishida siger ifølge Reuters, at det er enormt svært for beredskabet at nå op til den nordlige del af halvøen Noto, fordi mange af vejene har taget skade af jordskælvet.
Undersøgelser foretaget af helikoptere i luften viser dog, at skaderne er omfattende. Mange steder er der brand.
Præfekturet Ishikawa, hvor det største af jordskælvene fandt sted, er desuden blevet underlagt nyt jordskælvsvarsel tirsdag morgen lokal tid.
Til gengæld er tsunamivarslingerne blevet løftet, og det åbner ifølge premierministeren en mulighed for, at hjælpen kan komme til de ramte områder af søvejene.
Japans meteorologiske institut udsendte først et såkaldt stort tsunamivarsel og advarede om fare for bølger på op mod fem meters højde.
Det var det første store tsunamivarsel i Japan, siden et kraftigt jordskælv og en efterfølgende tsunami ramte landet i marts 2011.
Dette varsel er nu nedjusteret.
I havnebyen Wajima på Japans vestkyst skyllede bølger på 1,2 meters højde ind. Flere andre steder var der meldinger om mindre tsunamier.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned