Der er tale om en bypassoperation, som finder sted lørdag.
Kejser Akihitos hof meddeler, at det ventes, at operationen varer i fem timer.
Kommer der ikke komplikationer, ventes kejseren udskrevet om to ugers tid.
Den populære og respekterede kejser havde officielle pligter helt frem til torsdag, hvor han blandt andet mødtes med en række ambassadører.
Men fredag mødte han så som planlagt op på hospitalet, ledsaget af kejserinde Michiko.
Ankomsten til hospitalet blev tv-transmitteret, og det var en smilende kejser, der gjorde sig klar til at komme under kniven.
Akihitos hjerteproblemer blev opdaget i fjor, men en undersøgelse for en uge siden viste, at pulsårerne i hjertet var forsnævret yderligere.
Derfor er en bypassoperation nødvendig nu.
I de senere år har kejseren været ramt af flere sygdomme. Tilbage i 2003 blev han opereret for prostatakræft.
Fem år senere fik han konstateret mavesår, og det tilskrives delvist stress.
I november i fjor blev han indlagt på et hospital i to uger med bronkitis.
Kejser Akihito fik tronen i 1989. Hans popularitet bunder til dels i, at han som kejser har arbejdet på at bringe den traditionelt meget ophøjede og noget fjerne kejserfamilie tættere på borgerne.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker