Japans uheldsvurdering er tre dage gammel

Japan og Frankrig er uenige om, hvordan ulykken ved det japanske atomkraftværk Fukushima skal vurderes.

På den såkaldte INES-skala, en syvtrins ulykkesskala, som bruges til at vurdere netop denne type ulykkers omfang, meldte Frankrigs tirsdag atommyndighed ASN tirsdag ud, at der er tale om en sekser, mens Japans vurdering fortsat ligger på fire.

Men det behøver hverken skyldes politik eller forsøg fra Japan på at skjule omfanget af ulykken, siger Steen Hoe fra Beredskabsstyrelsen

- Japans vurdering er fra den 12. marts, så japanerne har ikke opgraderet deres med dagens begivenheder. Det er altid en foreløbig vurdering, man giver, siger Steen Hoe.

Han mener dog, at sandsynligheden for en opgradering fra japansk side er stor.

- Det er noget, de afgør sammen med IAEA (Det Internationale Atomenergi Agentur), men vi bliver ikke overrasket, hvis man opgraderer den til en femmer.

Den vurdering ville i så fald flugte med den danske.

- Vi har forsøgt at kigge på manualerne, og vores gæt er en femmer. Det er baseret på det, vi formoder er udslippets størrelse. Man kan sige, at fem og seks dækker det samme reaktortekniske problem, så det er ene og alene udslippets størrelse, man ser på.

Steen Hoe understreger dog, at der er tale om et gæt fra Beredskabsstyrelsen, da man ikke har tilstrækkeligt med oplysninger om omfanget.

INES-skalaen bliver først og fremmest benyttet som et kommunikationsmiddel mellem de forskellige myndigheder, medier og offentligheden.

Steen Hoe kalder det derfor "uheldigt", at der foreligger to forskellige vurderinger.

ritzau/

Beredskabsstyrelsen forklarer, hvorfor Frankrig og Japan vurderer atomulykken forskelligt på ulykkesskala.

Offentliggjort Sidst opdateret