Det historisk voldsomme jordskælv, der fredag rystede Japan i sin grundvold, sender nu chokbølger gennem aktiemarkederne i den hårdt plagede nation.
Da børsen i hovedstaden Tokyo åbnede mandag morgen japansk tid, faldt aktierne lynhurtigt med mere end fem procent, rapporterer flere internationale medier.
Det såkaldte Nikkei-index dumper dermed ned til sit laveste niveau siden november.
Investorernes negative reaktion har fået den japanske centralbank til at skyde et rekordhøjt beløb på 460 milliarder kroner ind på markederne for at stabilisere kurserne, berolige omverdenen og genopbygge tilliden til landets økonomi.
Japan kæmper fortsat med at komme sig efter naturkatastrofen, som har slået benene væk under det folkerige ørige, der er verdens tredjestørste økonomi.
Den japanske premierminister, Naota Kan, kalder jordskælvet og den ødelæggende tsunami, som efterfølgende skyllede ind over landet, for den værste katastrofe siden Anden Verdenskrig.
Naturkatastrofen har kostet mindst 1000 livet, og mere end 10.000 meldes fortsat savnet. To millioner boliger står uden strøm, og myndighederne forsøger desperat at undgå ulykker på flere af landets atomkraftværker.
/ritzau/AFP/reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker