Japanske bilgiganter Honda og Nissan dropper fusion
Nissans topchef, Makoto Uchida (tv.), og topchefen i Honda, Toshihiro Mibe, til et fælles pressemøde den 23. december sidste år, hvor de meldte ud, at de ville indlede formelle forhandlinger om en fusion. (Arkivfoto). Foto: Eugene Hoshiko/Ritzau Scanpix
Forhandlinger mellem Honda og Nissan er stoppet, efter forslag fra Honda om at gøre Nissan til datterselskab.
De japanske bilproducenter Honda og Nissan opgiver en fusion, som kunne have skabt verdens tredjestørste producent.
Der har i den seneste tid været rygter om, at forhandlingerne var strandet, og torsdag bekræfter de to selskaber det.
I en fælles pressemeddelelse skriver de, at de er blevet enige om at skrotte det forståelsespapir om en fusion, som de underskrev før jul.
Intentionen om at gå sammen blev af branchen set som et forsøg fra Honda og Nissan på at få et bedre fodfæste på markedet for elbiler, hvor især amerikanske Tesla og kinesiske virksomheder står stærkt.
Ifølge japanske medier gik forhandlingerne i hårdknude, da Honda pludselig foreslog at gøre Nissan til et datterselskab.
Det faldt ikke i god jord hos Nissan, har medierne beskrevet.
Virksomheden er i krise og meldte sidste år ud, at flere tusinde medarbejdere ville blive afskediget.
Begge virksomheder fastholdt dog i december, da de skrev under på forståelsespapiret, at fusionen ikke var en redningskrans for Nissan. En fusion ville være til gavn for dem begge, lød det.
I pressemeddelelsen står der ikke, hvad der præcis har ført til, at forhandlingerne er stoppet.
Men det bliver bekræftet, at Honda under forhandlingerne har foreslået at gå væk fra den oprindelige plan om at oprette et fælles selskab.
I stedet har Honda lagt op til, at Nissan skulle være et datterselskab under Honda, står der i pressemeddelelsen.
Selv om fusionen nu er skrottet, vil de to fortsat have et strategisk samarbejde om elbiler, lyder det videre.
Samtidig venter Foxconn fra Taiwan i kulissen. Virksomheden sagde så sent som onsdag, at den var meget interesseret i et samarbejde med Nissan.
Foxconn producerer elektronik for nogle af verdens største techvirksomheder, herunder amerikanske Apple.
Det taiwanske selskab forsøger dog at komme ind på andre markeder. Et af dem er elbiler, og her har Nissan og Foxconn altså en fælles interesse.
Hvis det er nødvendigt at købe en andel i Nissan, er man åben over for det, lød det onsdag fra formanden i Foxconns bestyrelse, Young Liu.
Nissan har ikke kommenteret udmeldingen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker