Jimmie Åkesson har gjort sig selv og SD uundgåelig i svensk politik

Som leder af det næststørste parti i Sverige efter valget søndag er Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterna kommet langt fra i 2010 at have været politisk paria i Riksdagen. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

På 17 år har Jimmie Åkesson taget det omstridte nationalistparti Sverigedemokraterna fra periferien til magtens centrum i Riksdagen, hvor det nu er næststørst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lyset tændes på scenen foran et fyldt festivaltelt. På scenen står softrockbandet Bedårande Barn og sætter gang i musikken.

På klaveret er det ingen ringere end Sverigedemokraternes partiformand, Jimmie Åkesson.

Det var til bandets koncert ved Sommerfestivalen i Sölvesborg, Åkessons barndomsby, i 2019. Bandets sange har overvejende nationalistiske tekster som i "Ung och Stolt" og "Försvara och bevara".

Når han ikke er rockstjerne, er Åkesson leder af partiet på den yderste højrefløj i Sveriges Riksdag.

Et parti, der har undergået en forvandling og en markant fremgang, i de 17 år Åkesson har ledet partiet.

- Jeg tror, vores succes kan forklares med, at vælgerne ikke føler, at de andre partier tager deres problemer alvorligt, sagde han i august til nyhedsbureauet AFP ved et vælgermøde.

Han forsøger med sin udstråling bevidst at virke så nede på jorden som muligt.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Som en helt almindelig svensk mand af folket.

- Han ønsker at give det indtryk, at han er en almindelig fyr. En, der griller pølser, taler normalt og tager på charterferie til De Kanariske Øer, siger Jonas Hinnfors, professor i statskundskab ved Göteborgs Universitet, til AFP.

Med det upåklageligt velfriserede brune hår, briller, tæt trimmet skæg og afslappede påklædning ligner den 43-årige mand enhver anden svensker.

- Han gør alt, hvad han kan, for ikke at virke som en intellektuel eller højtuddannet person, fortsætter Hinnfors.

Men han er ikke som alle andre.

Jimmie Åkesson har formået at forvandle den yderliggående bevægelse Sverigedemokraterna, der havde bånd til nynazistiske og voldelige grupperinger, til et indflydelsesrigt nationalistisk parti.

Han fik skiftet det aggressive blå og gule logo med en fakkel ud med en anemone.

Dertil har han lagt afstand til partiets racistiske og voldelige fortid.

Jimmie Åkesson er vokset op i Blekinge, som sammen med Skåne var Sverigedemokraternas arnested. Han boede i byen Sölvesborg med sin mor.

Som ung gik han på Lunds Universitet.

Skåne og Blekinge blev Sverigedemokraternas højborg i kølvandet på en voksende usikkerhed over for det immigrantfyldte Malmø.

Åkesson meldte sig ind i partiet i 1995 efter en kort periode som medlem i det konservative Moderaterne.

Han kom til sammen med tre andre studiekammerater fra Lunds Universitet, som alle har fremtrædende roller i partiet i dag.

De fire kammerater er i partiet kendt som "Firebanden", skriver DR.

I 2005 overtog Åkesson formandsposten i partiet.

Hans efterfølgende løfter om at luge ud i partiets nazistiske rødder er ofte blevet kritiseret for at være tomme ord.

En undersøgelse fra august, lavet af den svenske forskningsgruppe Acta Publica, viste, at 289 medlemmer af partier repræsenteret i Riksdagen var involveret i enten racistiske eller nazistiske aktiviteter.

Hele 214 af dem var fra Sverigedemokraterna.

Men ikke desto mindre er det lykkedes Åkesson at skrue ned for partiets mere skingre retorik og politik.

Han er gået væk fra at tale for et svensk "brexit", som var et ønske om at få Sverige ud af EU, og fra udtalelser om, at muslimer er den største udenlandske trussel siden Anden Verdenskrig.

Åkessons Sverigedemokraterna er derudover rykket fra at være et parti, der siger nej til alting, til nu at overveje den parlamentariske situation og eventuelt samarbejde.

Hans mål er nemlig at få mest mulig politisk indflydelse.

Og med et valgresultat søndag aften på 20,5 procent af stemmerne, er Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterna blevet uundgåelige i svensk politik.

/ritzau/

Sverigedemokraterna

* Stiftet i 1988.

* Politisk er partiet nationalkonservativt. 

* Jimmie Åkesson blev partiformand i 2005.

* Kom i Riksdagen i 2010 med 5,7 procent af stemmerne.

* Partiet har 34.288 medlemmer.

* Den største vælgertilslutning er i den sydlige del af Sverige, primært Skåne.

* Ved valget i 2022 fik de 20,5 procent af stemmerne og blev Sveriges næststørste parti.

Kilde: denstoredanske.lex.dk.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu