Jobskuffelse venter Obama i nøgletalsgyser

Foto: Chip Somodevilla/ Scanpix /Scanpix

150.000 nye arbejdspladser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Så meget skal den amerikanske økonomi helst præstere, hvis arbejdsløsheden ikke skal stige.

Og netop arbejdsløsheden er helt afgørende for, om USA's præsident, Barack Obama, kan sikre sig fire nye år i Det Hvide Hus, eller om han må overlade nøglerne til rivalen Mitt Romney.

Derfor er det ikke kun finansmarkederne, der venter i spænding på den månedlige amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der sendes på gaden fredag eftermiddag.

- Det nøgletal vil sætte hele stemningen for debatten hen over sommeren, siger Mads Fuglede, der er ph.d.-stipendiat og forsker i amerikansk politik ved Københavns Universitet.

- Præsidenten ønsker at fortælle amerikanerne, at han gør det rigtige for at komme ud af krisen, og Romney ønsker at forklare det amerikanske folk, at der er brug for en ny leder, fortsætter han.

Der er sandsynligvis blevet skabt 100.000 nye job i USA i juni, men selvom det lyder af meget, så er det ikke nok til at bringe arbejdsløsheden ned, forklarer senior makroanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank.

- Normalt skal man op på en stigning på omkring 150.000 for at arbejdsløsheden falder, siger Kim Fæster.

Den amerikanske arbejdsstyrke vokser nemlig med omkring 150.000 personer om måneden, blandt andet på grund af indvandring, og det er derfor, der helst skal skabes omtrent lige så mange arbejdspladser.

Jyske Bank er lidt mere optimistiske end de fleste andre finanshuse på den amerikanske økonomis vegne. Jyske Bank venter således at der er skabt 120.000 nye amerikanske job den seneste måned.

- Det vil være noget bedre end de to foregående måneder, hvor nyansættelserne kun har ligget omkring 73.000. Det skulle gerne vise en stigende aktivitet på arbejdsmarkedet, siger Kim Fæster.

Den amerikanske arbejdsløshed ligger på 8,2 procent, og ifølge de økonomiske prognoser vil arbejdsmarkedsrapporten fredag næppe ændre ved det tal.

- Økonomi fylder traditionelt det meste i amerikanske valg. Men i krisetider er økonomi en endnu mere afgørende faktor, siger Mads Fuglede.

/ritzau/