Joe Biden er bekymret for situationen ved polsk grænse

Tusindvis af migranter er strandet på grænsen mellem Polen og Hviderusland under barske forhold. Foto: Leonid Shcheglov/Ritzau Scanpix

USA har udtrykt sin bekymring over for både Rusland og Hviderusland, fortæller den amerikanske præsident.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA er bekymret for situationen ved den polsk-hviderussiske grænse, hvor tusindvis af migranter forsøger at komme ind i EU.

Det fortæller den amerikanske præsident, Joe Biden.

- Jeg mener, at situationen er meget bekymrende, siger han til journalister i Det Hvide Hus fredag lokal tid ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Vi har udtrykt vores bekymring over for Rusland, og vi har udtrykt vores bekymring over for Hviderusland, tilføjer han.

Mens omkring 2000 migranter fryser i teltlejre på grænsen mellem Hviderusland og EU-landet Polen, øges de gensidige trusler i striden om de uønskede og desperate mennesker.

Sent torsdag aften blev en række vestlige lande efter et krisemøde i FN's Sikkerhedsråd enige om at fordømme regeringen i Minsk for grænsestriden.

I en fælles udtalelse kritiserede amerikanske og europæiske FN-delegationer den "organiserede instrumentalisering af mennesker, som udsættes for stor fare på grund af politiske formål".

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mindst ti migranter menes ifølge polske medier at have mistet livet på grænsen i løbet af de seneste måneder.

Hviderusland beskyldes for at sende migranterne videre til Polen som hævn for EU-sanktioner. Polen vil ikke lade dem komme ind.

I næste uge ventes EU at indføre flere sanktioner. Det sker muligvis allerede mandag.

Men Hviderusland trækker sig ikke fra konflikten.

- Hvis de indfører yderligere sanktioner mod os, må vi komme med et modsvar, sagde Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, torsdag.

- Vi holder europæerne varme, og de truer os. Hvad nu hvis vi indstiller forsyningerne af naturgas? Jeg vil anbefale lederne af Polen, Litauen og andre hjerneløse folk at tænke sig om, før de taler.

Efter et år med kraftigt stigende energipriser i EU er gastruslen næppe én, der tages let på.

Striden mellem Hviderusland og EU går tilbage til et omstridt valg i Hviderusland i august sidste år, hvor Lukasjenko slog hårdt ned på demonstranter.

Siden da har EU nægtet at anerkende ham som Hvideruslands legitime leder, og yderligere har unionen indført sanktioner.