Joe Biden er kommet på TikTok trods eget forbud mod appen

Joe Bidens kampagne debuterede officielt på TikTok søndag i forbindelse med Super Bowl. Men appen er stadig forbudt på offentlige enheder. (Arkivfoto). Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsident, Joe Biden, er kommet på TikTok for at fange de unge vælgere. Men sidste år forbød han selv appen på alle føderale enheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvilket amerikansk fodboldhold holder præsidenten i USA med?

Philadelphia Eagles, viser det sig.

Under søndagens NFL-finale, Super Bowl, gjorde den 81-årige Joe Biden sin entre på det omdiskuterede sociale medie TikTok.

Ifølge Bidens kampagnerådgivere skal præsidenten "blive ved med at møde vælgerne, hvor de er". Det gælder således også på sociale medier.

I sin første korte video forholder præsidenten sig blandt andet til sit tilhørsforhold til amerikanske fodboldhold og bliver spurgt til sin favoritspiller.

Men den noget bemærkelsesværdige kampagne på TikTok møder allerede kritik.

Appen bliver nemlig undersøgt i USA for potentielle nationale sikkerhedsproblemer.

TikTok er ejet af den kinesiske teknologigigant ByteDance. Og firmaet er mistænkt for at videregive oplysninger til styret i Beijing.

Ligeledes har både FBI og en føderal kommission advaret om, at brugerdata såsom browserhistorik og brugernes placering kan blive delt med den kinesiske regering.

Ifølge TikTok selv har appen mere end 150 millioner amerikanske brugere.

TikTok har mødt voldsom amerikansk kritik i de seneste år. Hårdest fra Republikanerne, men også fra Biden-administrationen.

I 2023 forbød Joe Biden sågar brugen af TikTok, så appen ikke længere må være på nogle føderale enheder eller systemer. Det gælder for knap fire millioner ansatte.

Delstaten Montana har endda forsøgt at få den kinesisk udviklede app helt forbudt uden held.

TikTok fastholder derimod, at det ikke deler amerikanske brugerdata med den kinesiske regering.

I sin første video på TikTok jokede Joe Biden om konspirationsteorien vedrørende Super Bowl-kampen. Med eller uden Bidens hjælp vandt Kansas City Chiefs slutkampen i NFL over San Francisco 49ers. Foto: Mark J. Rebilas/Ritzau Scanpix

Ifølge Reuters oplyser Bidens kampagnerådgivere i en erklæring, at kampagnen tager avancerede sikkerhedsforanstaltninger. Og tilstedeværelsen på TikTok er adskilt fra appens igangværende sikkerhedsgennemgang.

I sin første video på TikTok går Joe Biden også humoristisk til en vild konspirationsteori, som har floreret på det seneste.

Præsidenten bliver således spurgt til et hemmeligt plot om at have manipuleret Super Bowl-kampen.

Kansas City Chiefs-stjernen Travis Kelce, som spillede i finalen, er kæreste med popstjernen Taylor Swift.

Teorien går på, at Biden skulle få Kelces hold til sejr, så Swift kan bruge sin berømmelse til at støtte Biden.

Adspurgt om sandheden svarer Biden spøgende:

- Jeg vil få problemer, hvis jeg fortalte dig det.

TikToks administrerende direktør, Shou Zi Chew, var i januar kaldt til høring i det amerikanske Senats retsudvalg med andre ledere af sociale medier på Capitol Hill i Washington D.C. (Arkivfoto). Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix

Præsidentens tilstedeværelse på TikTok er ikke gået ubemærket hen.

Den republikanske senator Josh Hawley fra Missouri kritiserer Bidens beslutning.

Hawley sidder i et udvalg under Homeland Security for national sikkerhed og statslige anliggender. Han har tidligere opfordret til at forbyde appen.

I et opslag på det sociale medie X har han delt præsidentens første video med teksten:

- Biden-kampagnen praler med at bruge en kinesisk spion-app, selv om Biden underskrev en lov, der forbyder det på alle føderale enheder.

Det er ikke kun i USA, at TikTok har været omdiskuteret.

Herhjemme har Center for Cybersikkerhed frarådet ansatte i staten at have TikTok installeret på tjenstlige enheder - herunder mobiltelefoner.

TikTok har mødt voldsom amerikansk kritik i de seneste år. I 2023 forbød Joe Biden sågar brugen af TikTok på arbejdsenheder for knap fire millioner ansatte. (Arkivfoto). Foto: Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix

Også i EU-Kommissionen og EU-Ministerrådet har man valgt at forbyde TikTok på de ansattes arbejdstelefoner.

/ritzau/

Hvad er TikTok?

* TikTok er en app på telefonen, hvor man kan lægge videoer op, som alle kan se.

* Mediet er skabt til at sprede indhold til personer i hele verden.

* Mediet minder om en blanding af Instagram, YouTube og Snapchat, hvor man også kan dele billeder og videoer.

* I Danmark benytter 1,3 millioner brugere sig af TikTok hver måned. På europæisk plan lyder tallet på 150 millioner brugere - samme tal som i USA.

* Omtrent en tredjedel af de 18-29-årige i USA bruger appen til at få nyheder ifølge data offentliggjort af Pew Research i slutningen af 2023.

Kilder: Faktalink, Mediawatch og CNBC.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu