Joe Biden erklærer coronapandemien for ovre i USA
Selv om mange tusinde amerikanere stadig bliver smittet med coronavirus hver dag, mener præsident Joe Biden, at pandemien kan erklæres for overstået. (Arkivfoto). Foto: Jeff Dean/Ritzau Scanpix
Der er stadig problemer med covid-19, men pandemien er ovre, siger præsident Joe Biden i et stort interview.
Coronapandemien er ovre i USA.
Det siger den amerikanske præsident, Joe Biden, i et interview med "60 Minutes" på tv-kanalen CBS, som bliver vist søndag aften lokal tid i Washington D.C.
- Vi har stadig et problem med covid-19. Der er stadig meget at arbejde med. Men pandemien er ovre.
- Måske har I lagt mærke til, at ingen bærer mundbind. Alle virker til at være i god form. Så jeg tror, at det er ved at ændre sig, siger præsidenten.
Effekten af pandemien er blevet mindsket, i takt med at amerikanerne har fået adgang til bedre behandling og flere vacciner.
Men tal fra de amerikanske sundhedsmyndigheder viser, at flere hundrede amerikanere hver dag mister livet efter sygdom med covid-19.
Og på de statslige budgetter kan pandemien bestemt også stadig ses.
Præsidenten har bedt Kongressen om at godkende 22,4 milliarder dollar til at finansiere en potentiel efterårsstigning i antallet af smittetilfælde. Det svarer til cirka 167 milliarder kroner.
Både Joe Biden og hans hustru, Jill Biden, har været tvunget til at isolere sig, da de selv fik covid-19 i august. Begge kom igennem uden alvorlige sygdomsforløb. Det bærer ifølge præsidenten vidne om forbedringerne i sundhedssektoren under hans embede.
Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder bliver 59.856 personer i gennemsnit smittet hver dag. Det er et gennemsnit baseret på de seneste syv dage.
Der sker i gennemsnit 4371 hospitalsindlæggelser om dagen af folk, som har covid-19. Det er ligeledes et gennemsnit baseret på de seneste syv dage.
Interviewet med Joe Biden var en del af det politiske program "60 Minutes". I interviewet forsikrede Biden også Taiwan om, at USA vil komme til undsætning, hvis Kina skulle angribe. Han sagde desuden, at han endnu ikke havde bestemt sig for, om han vil genopstille til næste præsidentvalg i 2024.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde