Joe Biden genopliver hundrede år lang pressetradition

Før Donald Trump blev præsident, var han forretningsmand og kendt fra sit eget tv-program. Her ses han ankomme til en forfest til korrespondentmiddagen i 2011. Han deltog ikke i nogen af middagene under sin egen præsidentperiode. Foto: Jonathan Ernst/Reuters

Efter to år med aflysninger er den årlige korrespondentmiddag i Washington D.C. tilbage. For første gang siden 2016 deltager præsidenten også.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når amerikanske journalister, politikere og kendisser lørdag mødes for at hylde den frie presse ved den årlige korrespondentmiddag, markerer det genkomsten af en årelang tradition.

For i år er præsidenten igen at finde blandt gæsterne, hvilket ikke har været tilfældet siden 2016.

Det er ikke uden betydning. Middagen er nemlig især kendt for traditionen, hvor den siddende præsident bliver grillet af en komiker hyret til formålet.

Og præsidenten får også selv lov til at levere et grin eller to.

Særligt Barack Obama blev i sin tid kendt som en sjov præsident. Ved middagen i 2011 gjorde han blandt andet grin med Donald Trump.

Forretningsmogulen havde sat spørgsmålstegn ved, om Obama var født i USA, og dermed om han retmæssigt måtte være præsident.

Obamas fødselsattest viste sig dog at være helt i orden, og det fejrede præsidenten med et par kække bemærkninger.

- Ingen er mere glad, ingen er mere stolt af at kunne lægge den her sag om fødselsattesten i graven end Donald, sagde Obama i sin tale.

- Og det er, fordi han endelig kan vende tilbage til at fokusere på de ting, der betyder noget.

- Som for eksempel: Forfalskede vi månelandingen? Hvad skete der egentlig i Roswell? Og hvor er Biggie og Tupac?, spurgte Obama med henvisning til kendte konspirationsteorier.

Donald Trump var til stede i salen og fortrak ikke en mine.

Der er dog senere blevet spekuleret i, om Obamas vittigheder gjorde Trump endnu mere opsat på at blive præsident som en slags hævn.

Trump boykottede selv samtlige korrespondentmiddage i sin præsidentperiode fra 2017 til 2021.

Den nuværende præsident, Joe Biden, er dog klar til at grille og blive grillet.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, og førstedamen, Jill Biden, deltager i dette års korrespondentmiddag i Washington D.C. Det er første gang, at præsidenten deltager siden 2016. Foto: Patrick Semansky/Ritzau Scanpix

De to forrige år er middagen blevet aflyst på grund af risiko for coronasmitte, og i år er det dermed første gang siden 2016, at præsidenten er med.

Inden Trump flyttede ind i Det Hvide Hus, havde præsidentens deltagelse ellers været en fast tradition siden 1924. Alle siddende præsidenter før ham har deltaget mindst én gang i løbet af deres regeringstid. Ofte har fravær været på grund af sygdom eller lignende.

Særligt kendt er Ronald Reagans manglende deltagelse i 1981. Præsidenten var ved at komme sig, efter at han på vej til sin bil var blevet ramt af skud i et attentatforsøg.

Men han var alligevel med på en telefonforbindelse, hvor han sagde tillykke til de vindende journalister og også leverede en enkelt vittighed.

- Hvis jeg lige må give jer et lille råd: Når nogen siger til dig, at du skal skynde dig ind i en bil, så gør det, sagde han, inden han lagde på.

Selv om middagen er kendt for sine humoristiske indslag, har den også et større formål, siger Steven Portnoy, der er formand for sammenslutningen af journalister, der dækker det politiske liv i Det Hvide Hus.

- Præsidenter har deltaget siden 1924 - med kun en enkelt undtagelse - for at vise gensidig respekt for den første tillægsparagraf, siger han til CNN.

Den sydafrikanske komiker Trevor Noah, der til daglig er vært på The Daily Show, er vært for dette års korrespondentmiddag. Han skal få gæsterne til at grine, meget gerne af præsidenten. Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Den første tillægsparagraf til den amerikanske forfatning tildeler borgerne en række grundlæggende friheder, herunder pressefrihed.

Årets korrespondentmiddag afholdes natten til søndag dansk tid på Washington Hilton Hotel. Komikeren Trevor Noah er vært.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu