Joe Biden vil have kontrol med millioner af skydevåben

Joe Biden ønsker mere våbenkontrol i USA. Det siger han i en tale, efter et masseskyderi Buffalo. Foto: Scott Olson/Ritzau Scanpix

En ny rapport viser, at amerikanerne svømmer i våben. Joe Biden siger i en tale efter masseskyderi, at han ønsker øget kontrol med våben.

Offentliggjort Sidst opdateret

Retten til at eje og bære våben er en del af USA's forfatning. Sådan har det været i over 200 år.

Og amerikanernes nære forhold til krudt og skydevåben er ikke ligefrem på tilbagetog.

De svømmer nærmest i våben.

Det slår en ny rapport fra USA's justitsministerium fast.

Siden år 2000 har de amerikanske våbenproducenter leveret 139 millioner skydevåben til det kommercielle marked, skriver AFP.

Alene i 2020 blev der produceret 11,3 millioner af slagsen.

Ifølge rapporten er de mange våben skyld i, at antallet af skyderier, mord og selvmord stiger i USA.

Det er også blevet bekræftet af USA's center for sygdom, kontrol og forebyggelse, CDC. Det meddelte i sidste uge, at antallet af skuddræbte i USA har nået et historisk niveau.

19.350 blev dræbt af skud i 2020. Det er næsten 35 procent flere end året før.

Det svarer til, at 6,1 bliver skuddræbt ud af 100.000 indbyggere.

Våbenrapporten kommer efter, at der i weekenden var endnu et masseskyderi i USA.

Lørdag blev ti personer skudt og dræbt i byen Buffalo i delstaten New York.

Gerningsmandens våben var angiveligt en halvautomatisk riffel. Ifølge rapporten er det amerikanernes yndlingsvåben.

USA's præsident, Joe Biden, besøgte tirsdag Buffalo. Her holdt han en tale, hvor han fordømte angrebet.

Som mange gange før har masseskyderiet sparket liv i debatten om våbenkontrol i USA.

Det emne berørte Biden også ved sit besøg i Buffalo.

Ifølge Reuters har han bedt Kongressen om at indføre nye tiltag, der skal øge kontrollen med våben i landet.

Han foreslår, at der bør kræves nye baggrundstjek for våbenkøbere. Derudover ønsker han et forbud mod alle militærlignende automatvåben og store ammunitionsmagasiner.

Biden understregede dog, at det bliver problematisk for ham at få forslaget stemt igennem.

- Det bliver meget svært. Men jeg har ikke tænkt mig at give op, sagde han.

Hans parti, Demokraterne, går i overvejende grad ind for en øget kontrol med våben. Men de har ikke nok stemmer til at få forslagene stemt igennem.

De skal have nogle republikanere med. Men de er kendte for at være imod våbenkontrol.

Mange republikanske lovgivere sætter notorisk en stopper for forslag om at øge kontrollen med våben.

I april varslede Joe Biden også, at der ville blive lagt en hård kurs overfor en bestemt type våben - de såkaldte spøgelsesvåben.

Det er en definition for våben uden et serienummer, hvilket ellers er et krav for at gøre dem lovlige.

Netop den type våben bruges ofte til forbrydelser, da de dermed ikke kan spores.

Rapporten fra justitsministeriet viser, at de amerikanske myndigheder har store problemer med spøgelsesvåben.

I 2020 blev der beslaglagt 19.344. I 2015 var det 1759.

En af grundene til det store antal spøgelsesvåben skal findes i, at de er lette at producere selv.

Delene kan købes på nettet og samles ved hjælp af en 3D-printer.

De kan være lige så kraftige som de halvautomatiske rifler, der ofte bruges i masseskyderier.

Rapport er den første af i alt fire. De skal kortlægge våbenmarkeder og ulovlig handel i USA.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu