Joe Biden ville måske ikke stille op uden Donald Trump
Trods svage meningsmålinger og spørgsmål om Joe Bidens alder, har den demokratiske præsident fastholdt, at han går efter endnu en periode i Det Hvide Hus. (Arkivfoto). Foto: Alex Brandon/Ritzau Scanpix
Havde modkandidaten ikke heddet Donald Trump, ville præsident Joe Biden muligvis ikke stille op til genvalg.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, er ikke sikker på, at han ville stille op til genvalg, hvis ikke modkandidaten var hans forgænger på posten, Donald Trump.
Det siger han ved et vælgermøde i Boston i delstaten Massachusetts tirsdag.
- Hvis Trump ikke stillede op, er jeg ikke sikker på, at jeg ville stille op, siger Biden.
- Vi kan ikke lade ham vinde.
Præsidentvalget skal afholdes 5. november 2024.
Trods svage meningsmålinger og spørgsmål om Bidens alder, har den demokratiske præsident fastholdt, at han går efter endnu en periode i Det Hvide Hus.
Den 77-årige Trump ligger i front blandt de republikanske kandidater, men der er også bekymringer for, om han måske er for gammel.
Desuden er han midt i en række retssager, som kan koste ham fængsel, hvis han kendes skyldig i for eksempel valgsvindel eller i uansvarlig omgang med klassificerede dokumenter.
Både den demokratiske og republikanske præsidentkandidat skal officielt først udpeges efter primærvalgene næste år.
Det er her, hvor de enkelte delstater skal beslutte, hvem de vil pege på.
Biden har reelt ikke nogen udfordrere, men flere forsøger at vippe Trump af pinden.
Det gælder blandt andet Florida-guvernøren Ron DeSantis og den tidligere amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley, som på det seneste har fået mere og mere opbakning.
Haley appellerer særligt til de moderate dele af Det Republikanske Parti, som er imod Trump og ønsker sig tilbage til dagene før den bramfri forretningsmands politiske fremkomst.
Hun slår dog næppe Trump i primærvalgene. Nylige meningsmålinger viser ellers, at hun ville klare sig bedre over for Biden end nogen anden republikansk kandidat.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker