Johnson afviser ny folkeafstemning om skotsk løsrivelse
Den britiske premierminister, Boris Johnson (th), under et besøg torsdag i et vaccinationscenter i Glasgow. Han opfordrer briterne til at stå samlet mod pandemien, men afviser al tale om en ny folkeafstemning i Skotland om uafhængighed. Foto: Jeff J Mitchell/Ritzau Scanpix
Jeff J Mitchell/Ritzau Scanpix
Britisk premierminister kalder krav om folkeafstemning komplet irrelevant. Men skotsk leder gør sig klar.
Den britiske premierminister, Boris Johnson, har torsdag under et besøg i Skotland afvist kravet om en ny folkeafstemning om skotsk løsrivelse fra den britiske union.
Han opfordrer i stedet til, at det samlede Storbritannien vier kræfterne til at bekæmpe coronapandemien.
Det gjorde han under et besøg på en vaccinefabrik i Livingston uden for Edinburgh.
- Jeg tror, at det, som folk ønsker at se, er os, der kommer endnu stærkere tilbage, sagde han. Og i næsten samme sætning fik han kaldt spørgsmålet om en folkeafstemning "komplet irrelevant".
- Jeg kan ikke se fordelen ved at fortabe sig i et meningsløst forfatningsmæssigt skænderi, eftersom vi havde en folkeafstemning for ikke så lang tid siden.
Det var en henvisning til folkeafstemningen om Skotlands uafhængighed i 2014, hvor 55 procent stemte for at forblive i den britiske union.
Men Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, påpeger igen og igen, at forudsætningerneer helt anderledes i dag. Dengang var antagelsen, at Storbritannien ville være en del af EU nu og i fremtiden.
For et år siden trådte Storbritannien ud af EU efter en britisk folkeafstemning i 2016. Men vælgerne i Skotland stemte dengang i stort tal for at forblive i EU.
Sturgeon sagde søndag, at hvis hendes parti, Skotlands Nationalparti, vinder det skotske parlamentsvalg i maj, så agter hun at gennemtrumfe sit krav om en ny folkeafstemning.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker