Johnson sammenligner klimakrise med James Bond i nødsituation
Ifølge Boris Johnson skal klimatopmødet i Glasgow være øjeblikket, hvor verden handler. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Klimakrisen er ikke en film, desværre. Derfor er der brug for øjeblikkelig handling, mener Boris Johnson.
Den britiske premierminister, Boris Johnson, sammenligner på klimatopmødet COP26 klimakrisen med, når bog- og filmfiguren agenten James Bond er i en nødsituation.
En krisesituation, hvor han på et splitsekund skal redde verden ved at afkoble et dommedagsapparat.
- Vi er i samme situation som James Bond. Tragedien er, at dette ikke er en film. Og at der ikke bare er et dommedagsapparat, som vi kan afkoble, siger han.
Ifølge Boris Johnson skal klimatopmødet i Glasgow, som Storbritannien er vært for, være øjeblikket, hvor verden handler.
- Så længe vi venter med at handle, jo værre bliver det.
- Hvis ikke vi tager klimakrisen alvorligt i dag, bliver det umuligt for vores børn at gøre det i fremtiden, siger han.
Han advarer om, at hvis ikke topmødet ender med ambitiøse handleplaner, vil fremtidige generationer ikke tilgive det.
- Vreden og utålmodigheden fra verden vil være uholdbar, medmindre vi gør denne COP26 i Glasgow til øjeblikket, hvor vi tager klimaforandringer alvorligt.
- Og vi for alvor kigger på kul, biler, penge og træer, siger Boris Johnson.
Boris Johnson afslutter sin tale ved at vende tilbage til James Bond-sammenligningen.
Topmødet i Glasgow skal være øjeblikket, hvor verden begynder at desarmere dommedagsapparatet, så kloden kan reddes, lyder budskabet.
FN's generalsekretær, António Guterres, går på talerstolen efter Johnson. Han advarer om, at vi "graver vores egne grave".
- Det er tid til at sige, nok er nok
- Nok med brutaliserende biodiversitet. Nok med at dræbe os selv med CO2- Nok med at behandle naturen som et toilet. Vi graver vores egne grave, siger han.
FN-klimamødet skydes for alvor i gang mandag og tirsdag, hvor stats- og regeringschefer fra hele verden er samlet.
Her vil de med deres udmeldinger sætte linjen for, hvor ambitiøse mål og planer topmødet ender ud med, når det er færdigt i slutningen af næste uge.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker