Johnson truer Manchester med restriktioner for at redde liv
- Hvis ikke vi kan nå til enighed, bliver jeg nødt til at gribe ind for at beskytte Manchesters hospitaler og redde borgernes liv, siger Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, fredag på et pressemøde. Foto: Toby Melville/Reuters
Toby Melville/Reuters
Borgernes sikkerhed er på spil, hvis ikke Manchester indfører restriktioner, mener britisk premierminister.
Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, truer med at gribe ind overfor Greater Manchester, hvis ikke regionen indfører maksimalt beredskabsniveau.
Sådan lyder det fra Boris Johnson på et pressemøde om coronavirus fredag.
Den britiske premierminister vil have Manchester til at indføre det såkaldte trin 3, som er det højeste mulige beredskabsniveau i kampen mod coronasmitte.
Manchesters borgmester, Andy Burnham, har modsat sig, hvis ikke regeringen øger den økonomiske støtte over vinteren.
- Hvis ikke vi kan nå til enighed, bliver jeg nødt til at gribe ind for at beskytte Manchesters hospitaler og redde borgernes liv, siger Boris Johnson.
- Men vores indsats vil blive langt mere effektiv, hvis vi arbejder sammen.
Trin 3 vil sige, at man ikke må mødes indendørs med personer, der ikke er en del af ens husholdning. Heller ikke udendørs i private haver.
Barer og pubber, der ikke serverer mad, skal holde lukket. Og alkohol må kun blive serveret i forbindelse med et måltid.
Folk vil desuden frarådes at rejse ind og ud af trin 3-områder, hvis ikke det skyldes arbejde eller uddannelse, eller at man har omsorgsansvar for nogen.
Antallet af coronasmittede er steget voldsomt i det nordvestlige England den seneste tid.
Det har medført, at trin 3 fra lørdag indført i amtet Lancashire nord for Manchester. Også Liverpool og Merseyside indfører det højeste beredskabsniveau.
London er blevet underlagt trin 2, der også indebærer strenge restriktioner for hvem - og hvor mange - man må mødes med.
I hele England har der i gennemsnit været cirka 27.900 nye smittetilfælde om dagen den seneste uge.
Der er ifølge myndighedernes data tale om en stigning på 50 procent sammenlignet med ugen før.
Boris Johnson understreger fredag, at han foretrækker en lokal coronaindsats frem for en national.
- Nogle mener, at vi bør indføre en national nedlukning i stedet for målrettede lokale indgreb. Det er jeg uenig i, siger han.
- Jeg kan ikke udelukke noget, men om muligt vil jeg undgå en ny national nedlukning.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker