Jordans konge: Luftvåbnet har nedkastet medicinsk hjælp i Gaza
En palæstinensisk mand bærer liget af sit afdøde barn i Gazastriben. Fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder i Gaza, som er styret af Hamas, lyder det, at mindst 9770 palæstinensere er blevet dræbt. Heraf er 4008 angiveligt børn. Foto: Mohammed Salem/Reuters
Det er vores pligt at hjælpe vores brødre og søstre, der er blevet såret i krig, siger Jordans konge.
Jordans konge, Abdullah, siger natten til mandag i et opslag på det sociale medie X, at personel fra Jordans luftvåben har nedkastet medicinsk hjælp til et jordansk felthospital i Gaza.
– Vores frygtløse luftvåbenpersonel har ved midnat nedkastet medicinsk hjælp, som der er hårdt brug for, til det jordanske felthospital i Gaza.
– Det er vores pligt at hjælpe vores brødre og søstre, der er blevet såret i krigen mod Gaza. Vi vil altid være der for vores palæstinensiske broderfolk.
Meldingerne har konflikten igennem været, at hospitalerne i Gaza er hårdt pressede.
Lørdag morgen den 7. oktober indledte den militante islamistiske bevægelse Hamas et angreb på Israel.
Siden har Israel gennemført angreb i Gaza og opfordret indbyggerne til at søge mod den sydlige del af området.
Fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder i Gaza, som er styret af Hamas, lyder det, at mindst 9770 palæstinensere er blevet dræbt. Heraf er 4008 angiveligt børn.
Nyhedsbureauet AFP skrev søndag, at det israelske militær havde udført "intense bombninger" omkring flere hospitaler i den nordlige del af Gazastriben.
Fra organisationen Læger uden Grænser (MSF) lyder det på det sociale medie X, at hospitalet Al Quds er næsten kollapset.
- Kirurger opererer på jorden, på gulvet, de opererer alle steder, siger Abu Abed, der er læge og medicinsk koordinator.
Eksempelvis begyndte hospitalet allerede i sidste uge at bruge eddike til at behandle infektioner på grund af mangel på behandlingsudstyr, fortæller han.
MSF beskriver situationen som "desperat".
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker