Jordfaldshul i Kina sluger bus og fodgængere og dræber seks
Billedet her fra mandag aften viser redningsarbejdere, der gør klar til at løfte en bus op fra et jordfaldshul i Xining i Qinghai-provinsen. Jordfaldshullet opslugte tidligere på dagen bussen samt flere fodgængere. Foto: Str/Ritzau Scanpix
Str/Ritzau Scanpix
På en video ser man adskillige mennesker forsvinde ned i et hul i vejen, idet hullet bliver større og større.
Et gigantisk jordfaldshul i Kina har slugt en bus og flere fodgængere. Seks mennesker er bekræftet døde, mens ti andre savnes.
Det oplyser statslige medier tirsdag.
Videooptagelser fra stedet viser folk ved et busstoppested løbe væk fra den kollapsende vej, idet bussen synker halvt ned i jorden.
Adskillige mennesker, heriblandt et barn, forsvinder ned i hullet, der bliver større og større.
Hændelsen, der fandt sted uden for et hospital, udløste desuden en eksplosion nede i hullet.
Redningsfolk og ambulancer er ifølge tv-stationen CCTV på vej til stedet, ligesom at årsagen til ulykken er under efterforskning.
CCTV oplyser videre, at 16 personer er bragt til hospitalet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ulykken fandt sted i byen Xining i Qinghai-provinsen omkring klokken 17.30 lokal tid mandag.
Jordfaldshuller er ikke et ukendt fænomen i Kina.
I 2016 faldt mindst tre mennesker ned i et stort jordfaldshul i den centrale Henan-provins. Hullet slugte et stykke vej og flere forbipasserende.
En undersøgelse viste efterfølgende, at kollapset sandsynligvis var forårsaget af nedgravede vandrør, der var bristet som følge af regn.
I 2013 blev fem mennesker dræbt, da et jordfaldshul på ti meter pludselig åbnede sig ved portene til en industriejendom i Shenzhen.
Et jordfaldshul opstår, når vand gennem mange tusinde år har skyllet kalksten væk fra jorden under et låg af bjergarter, skriver Videnskab.dk. Når låget endelig går i stykker, styrter det ned i det store underliggende hul.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde