Jordskælv i det sydlige Iran dræber mindst fem personer
Her ses efterdønningerne af et jordskælv lørdag i Iran i den sydligt beliggende provins Hormozgan. Foto: Amir Hossein Talebi/Ritzau Scanpix
Fem mennesker er bekræftet døde, og 49 er kvæstet efter et jordskælv i Iran med en beregnet størrelse på 6,1.
Mindst fem mennesker er bekræftet døde, og 49 er blevet kvæstet, i et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,1 i det sydlige Iran natten til lørdag.
Det rapporterer iransk stats-tv ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I alt har der været 24 efterskælv - to af dem også større skælv med en beregnet størrelse på 6,3 og 6,1.
Det første skælv ramte klokken 02.00 om natten lokal tid og medførte voldsomme ødelæggelser i landsbyen Sayeh Khosh. Det seneste ramte klokken 08.00 om morgenen.
- Alle de døde blev ofre for det første jordskælv, og ingen kom til skade i de to næste alvorlige skælv, da folk allerede var gået uden for deres hjem, siger Foad Moradzadeh, guvernør for Bandar Lengeh-provinsen, ifølge nyhedsbureauet IRNA.
Halvdelen af de 49 kvæstede er ifølge en lokal talsmands udtalelser til stats-tv blevet udskrevet fra hospitaler. Bjærgnings- og redningsoperationer er ifølge myndighederne lørdag færdiggjort.
Jordskælvet ramte ifølge Det Europæiske Seismologiske Center for Middelhavet (EMSC) i en dybde af ti kilometer.
USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at skælvet ramte cirka 100 kilometer sydvest for havnebyen Bandar Abbas.
Sidste år i november blev en person dræbt, da Hormozgan-provinsen blev ramt af et dobbeltskælv med beregnede størrelser på henholdsvis 6,4 og 6,3.
Iran har i løbet af de seneste år været ramt af flere store jordskælv.
Landet ligger i et område med voldsom seismisk aktivitet på kanten af flere tektoniske plader og overlapper forskellige brudlinjer.
Det dødeligste jordskælv, der er registreret i Iran, ramte i 1990 med en beregnet størrelse på 7,4. Her blev flere end 40.000 mennesker dræbt i den nordlige del af landet.
I 2003 siden mistede op mod 31.000 mennesker livet, da et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,6 ramte den historiske by Bam i det sydlige Iran.
70 procent af byens bygninger blev jævnet med jorden, og næsten alle indbyggere blev gjort hjemløse.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned