Jordskælv koster to livet i Indonesien

Et kraftigt jordskælv har mandag morgen dansk tid ramt den indonesiske ø Sumbawa. Skælvet, der målte 6,7 på richterskalaen, har kostet to personer livet og flere end 70 er tilskadekommet. Det beretter både de lokale myndigheder samt det nationale nyhedsbureau Antara.

De to personer omkom, da flere bygninger styrtede sammen, fortæller nyhedsbureauet videre.

Jordskælvets epicenter var omtrent 16 kilometer fra byen Raba, beretter det amerikanske geologiske institut.

Lederen af krisecentret ved Indonesiens sundhedsministerium, Rustam Pakaya, fortæller, at der er sendt sundhedspersonale til det ramte område. Der er ikke udsendt tsunamivarsling i forbindelse med jordskælvet.

/ritzau/AFP

To har mistet livet og mange er tilskadekommet, efter at Indonesien er blevet ramt af et kraftigt jordskælv.

Offentliggjort Sidst opdateret