Jordskælv ryster indonesiske øer: 20 mister livet

Med en styrke på 6,5 rystede et jordskælv Maluku-øerne i Indonesien torsdag formiddag dansk tid. Flere bygninger i byen Ambon faldt sammen. Foto: Aisyah Putri/Ritzau Scanpix

Bygninger kollapsede, da et jordskælv ramte i det nordøstlige Indonesien torsdag formiddag lokal tid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mindst 20 personer har mistet livet, efter at et jordskælv med en styrke på 6,5 ramte en øgruppe i den nordøstlige del af Indonesien torsdag formiddag lokal tid.

Det oplyser det nationale katastrofeberedskab. Tidligere hed det, at fire personer var omkommet, men det antal er steget, som dagen er skredet frem.

- Mindst 100 personer er såret, og mere end 2000 er evakueret, tilføjer Agus Wibowo, der er talsmand for katastrofeberedskabet.

Rædselsslagne borgere løb ud på gaden, da bygningerne kollapsede omkring dem, efter at jordskælvet ramte klokken 08.45.

Tidligere berettede myndighederne, at to personer mistede livet, da de blev ramt af faldende murbrokker. En tredje person blev begravet i et jordskred.

Også en kvinde omkom, da hun faldt af sin scooter, mens hun forsøgte at komme mod et højere beliggende område.

Jordskælvet havde sit epicentrum 37 kilometer fra Molukkerne, der er en øgruppe i Indonesien. Billeder fra byen Ambon viser borgere, der hjælper tilskadekomne i blodigt tøj med ødelagte bygninger i baggrunden.

- Effekten kunne mærkes i Ambon og de nærliggende områder, sagde Rahmat Triyono, der er leder af jordskælv- og tsunamiafdelingen i Indonesiens geologiske agentur (BMKG) tidligere torsdag.

Området mærkede også adskillige efterskælv. Heriblandt et der målte en styrke på 6,5, fortæller Triyono.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP beskriver, hvordan folk flygtede fra deres huse i panik, da jordskælvet ramte.

Området bliver ofte ramt af naturkatastrofer som seismisk og vulkansk aktivitet på grund af sin placering.

I august mistede fem mennesker livet, og adskillige blev såret, da et jordskælv ramte den tætbefolkede ø Java.

Sidste år ramte et jordskælv med en styrke på 7,5 og en efterfølgende tsunami øen Sulawesi. Her omkom flere tusind mennesker.