Jordskælvs-eksperter anklages for manddrab
Der falder mandag dom i en bemærkelsesværdig retssag i Italien mod seks seismologer og en embedsmand fra den offentlige administration.
De står tiltalt for manddrab på grund af mangelfuld varsling i forbindelse med det kraftige jordskælv, der i april 2009 ramte byen L'Aquila i den bjergrige provins Abruzzo.
Anklagemyndigheden mener, at eksperterne er skyld i, at 309 mennesker mistede livet, og de risikerer op til fire års fængsel, hvis de findes skyldige i anklagerne.
Alle syv tiltalte sad med i den kommission, der skal udrede og advare om kommende seismisk aktivitet i Italien, og de opholdt sig i L'Aquila få dage, før skælvet ramte med en styrke på 6,3.
Forud for eksperternes besøg havde en række mindre rystelser skabt panik blandt byens indbyggere. Men den daværende vicedirektør i civilforsvaret, Bernardo De Bernardinis, konstaterede efterfølgende, at den seismiske aktivitet ikke udgjorde nogen fare.
- Situationen ser tilfredsstillende ud, lød hans melding.
Bernardinis siger selv, at han baserede sine udsagn på seismologernes forklaringer, men de nægter i dag denne udlægning.
Nu er han blandt de tiltalte i sagen, som har vakt harme i internationale videnskabelige kredse. Kolleger til de italienske eksperter er stærkt kritiske over for, at videnskabsfolk skal holdes ansvarlige for ikke at kunne forudsige et jordskælv.
Flere kommentatorer advarer desuden om, at en eventuel dom vil afholde andre eksperter fra at dele deres viden.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker