Journalist bliver dræbt politikers afløser ved valget i Ecuador

Christian Zurita blev præsenteret som præsidentkandidat i Ecuador søndag. Ved pressemødet bar både han og hans vicepræsidentkandidat skudsikre veste. Foto: Henry Romero/Reuters

Journalist Christian Zurita bliver afløser for den dræbte Fernando Villavicencio ved denne uges præsidentvalg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den dræbte ecuadorianske præsidentkandidat Fernando Villavicencios parti har fundet hans efterfølger til denne uges valg.

Partiet har valgt journalist Christian Zurita som partiets kandidat til søndagens valg. Det blev offentliggjort på et pressemøde i landets hovedstad, Quito, søndag.

Til at starte med sagde partiet, at Villavicencios vicepræsidentkandidat, Andrea González Náder, ville stille op som præsident efter drabet på præsidentkandidaten.

Men det har efterfølgende vist sig at være uklart, om landets valgmyndighed, CNA, ville godkende det. Det skyldes, at Náder allerede var registreret som vicepræsidentkandidat.

Det ventes nu, at hun vil fortsætte som vicepræsidentkandidat.

- I fraværet af klare svar fra CNA og på grund af den vrede reaktion i politiske cirkler, tager vi ingen chancer, lyder det fra politiet.

Villavicencio blev dræbt onsdag efter et vælgermøde i Quito.

Mindst ni personer blev såret i angrebet, og en mistænkt døde af de skader, vedkommende pådrog sig under en skudveksling med sikkerhedsstyrker.

Seks mistænkte - alle fra Colombia - er blevet anholdt i sagen.

Ecuadors præsident, Guillermo Lasso, har erklæret 60 dages undtagelsestilstand i landet.

Ved pressemødet søndag, hvor Zurita blev præsenteret, bar både han og Náder skudsikre veste.

Valget i denne uge blev udskrevet, fordi Lasso opløste parlamentet under et forløb med rigsretssag på grund af påstået svindel mod ham.

Zurita er undersøgende journalist. Det var den dræbte Villavicencio også.

De to har ifølge ecuadorianske medier arbejdet sammen på historier om korruption i ekspræsident Rafael Correas regering, der var ved magten fra 2007 til 2017.

Derudover var de to også nære venner.

/ritzau/dpa