Julekaos i USA: Vinterstorm lukker veje og vælter træer
En kraftig vinterstorm raserer den sydlige del af USA, hvor de amerikanske borgere for en sjælden gang har fået en hvid jul.
I delstaten Oklahoma har spejlglatte veje ført til flere trafikuheld på en stor motorvej, som har været lukket i flere timer - 21 biler er drønet sammen på grund af islaget på asfalten, og 12 personer er kørt til hospitalet med kvæstelser.
En 25-årig mand har mistet livet i Texas, fordi et træ væltede ned over ham. I Oklahoma er en yngre kvinde angiveligt omkommet i en trafikulykke på de glatte kørebaner, skriver nyhedsbureauet AP.
Tusindvis af borgere har desuden mistet strømmen - blandt andet i Houston-området, hvor 20.000 mennesker må undvære elektricitet. I delstaten Arkansas er 71.000 el-kunder uden strøm ifølge AP.
Vinterstormen breder sig mod øst i de sydlige og centrale delstater i USA, hvor tordenvejr buldrer, og tornadoer ødelægger huse og vælter træer.
Meteorologerne forventer, at uvejret tager til i styrke tirsdag aften lokal tid og udvikler sig til en voldsom snestorm, der vil gøre det meget farligt at bevæge sig ud på vejene onsdag morgen.
- Forholdene ser ud til at være ret dårlige, når det bliver myldretid, siger Crystal Pettet, meteorolog i USA's nationale vejrtjeneste.
De sydlige delstater er ikke vant til store snemængder, og Oklahoma City kan være på vej mod usædvanlige portioner af det hvide drys.
Meteorologerne forudser, at der vil falde mellem 7,5 og 15 centimeter sne i byen. Det hidtil største snefald fandt sted i 1914 og var 16,2 centimeter.
Mere end 400 flyafgange er blevet aflyst på grund af uvejret, skriver flightaware.com ifølge nyhedsbureauet AP.
En af de meste dødbringende vinterstorme i USA fandt sted i julen 1982, hvor 29 tornadoer i fem sydlige delstater dræbte tre personer og kvæstede 32.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde