Julen er aflyst i Betlehem: I år er der hverken juletræ eller julelys

Ifølge Catholic News Agency udgør turisme 60 til 70 procent af Betlehems økonomi. Særligt julen er den travleste tid for beboerne i byen, hvor tusindvis af turister rejser til byen for at fejre Jesus' fødsel. (Arkivfoto). Foto: Hazem Bader/Ritzau Scanpix

Der tomt i Betlehems gamle gader i år. Fejringen af Jesus' fødsel plejer at bringe tusinder af turister til byen i december, men i år bliver julen anderledes.

Offentliggjort Sidst opdateret

Året rundt flokkes kristne pilgrimme og turister til Jesus' fødeby. Særligt op til julen fyldes Betlehem med tusindvis af mennesker til fejringen af Kristus' fødsel.

Det store juletræ, der i december plejer at stå i midten af Krybbepladsen, er væk. Det er ikke blevet taget. For i år er det slet ikke blevet sat op.

Mens resten af den kristne verden pynter op til jul, gør man i Jesus' fødeby det modsatte.

I solidaritet med de mange mennesker, der har mistet hus og hjem, deres pårørende eller deres liv i krigen mellem Israel og den militante bevægelse Hamas, har de kristne ledere og autoriteter i Betlehem besluttet at aflyse alle offentlige festivitas i forbindelse med julen.

Betlehem ligger på Vestbredden, som er palæstinensisk område.

Ifølge mediet Christianity Today er udmeldingen blot den seneste i en lang række af kristne og religiøse autoriteter i Israel og på Vestbredden, der har meldt ud, at de afholder sig fra store festligheder i december.

I Betlehem betyder det, at man for første gang, siden de moderne festligheder begyndte, ikke vil pynte det ikoniske juletræ på Krybbepladsen, der normalt bliver udsmykket med farvestrålende lyskæder.

Hvert år i december plejer turister og pilgrimme at valfarte til Betlehem, hvor Jesus' fødsel fejres med julelys, optog og et stort juletræ på Krybbepladsen foran Fødselskirken, hvor Jesusbarnet angiveligt skulle være født. (Arkivfoto). Foto: Mohamad Torokman/Reuters

Det optog, der traditionelt opføres ned ad Star Street - hvor de tre vise mænd ifølge juleevangeliet skulle have gået i deres søgen efter Jesusbarnet - vil stadig finde sted 24. december. Dog uden musik og med færre personer i optoget.

Lina Canavanti er kristen og bor i Betlehem. Hun fortæller, at ved denne tid plejer byens kristne familier at begynde at gøre klar til julemåneden.

Men i år er det anderledes - Betlehem er trist, siger Lina Canavanti til mediet Catholic News Agency.

- Vi tager imod julen med sorg, smerte og lidelse. Forældre er flove over at købe gaver til deres børn, når der er så mange familier, der ikke engang kan give deres børn de mest basale fornødenheder, siger hun.

Få meter fra Fødselskirken, hvor Jesusbarnet angiveligt skulle være født, er skodderne på de forretninger, der ligger rundt om Krybbepladsen, lukket.

Butikker, der sælger souvenirs og lokalt kunsthåndværk, holder ikke længere åben. Uden pilgrimme og turister er der ingen købere, og produktionen er gået i stå.

Normalt er julen den travleste tid på året for indbyggerne i Betlehem.

I år er det første gang siden de moderne fejringer af Jesus' fødsel begyndte, at man i Betlehem ikke pynter det store juletræ på Krybbepladsen. Flere religiøse autoriteter i Vestbredden har meldt ud, at offentlige julefestligheder ikke afholdes i solidaritet med ofrene for krigen mellem Israel og Hamas. (Arkivfoto). Foto: Hazem Bader/Ritzau Scanpix

- Vi ved ikke, hvad der skal ske. Vi ved ikke, om vi kan genåbne vores butikker, eller om vi også bliver tvunget til at rejse, siger en butiksejer til Catholic News Agency.

Turisme udgør omkring 60 til 70 procent af Betlehems økonomi, viser tal fra det palæstinensiske ministerium for turisme ifølge Catholic News Agency.

- Vi regner med, at 12.000 ud af de 15.000 personer, der arbejder i turismeindustrien, ikke længere har en ansættelse, siger Majed Ishaq, der er generaldirektør i marketingafdelingen i ministeriet.

Selv om den årlige folkefest af Jesus Kristus' fødsel i år må vente, siger Lina Canaventi, at de kristne, der bor i det hellige land, ikke vil opgive at fejre Jesus' fødsel.

- Fordi det er dét, der bringer håb i vores liv. Jeg tror, at håbet er den største gave, som gud har givet os. Og i julen plejer vi håbet i vores hjerter, siger hun.

/ritzau/

Krigen mellem Hamas og Israel

* Lørdag morgen den 7. oktober indledte den militante bevægelse Hamas et angreb på Israel.

* Ifølge de israelske myndigheder er godt 1200 israelere blevet dræbt siden overraskelsesangrebet.

* Fra de palæstinensiske myndigheder i Gaza, som er styret af Hamas, lyder det, at mindst 14.854 palæstinensere er blevet dræbt i israelske angreb. Heraf er 6150 angiveligt børn, mens 4000 er kvinder. Det er ikke muligt at få disse tal uafhængigt bekræftet.

* Natten til 22. november oplyste den israelske regering, at der var blevet indgået en aftale om frigivelse af 50 af Hamas' gidsler mod løsladelse af palæstinensiske fanger og en pause i kampene på fire dage. Hamas oplyste senere, at aftalen også indebar løsladelse af palæstinensiske fanger i israelsk varetægt.

* Den fire dage lange kamppause blev indledt fredag den 24. november.

* 27. november - kort inden kamppausens udløb - blev den forlænget først med to dage, og derefter blev den forlænget med et døgn til om morgenen den 1. december.

* Israel har genoptaget kamphandlingerne i Gaza, efter at våbenhvilen med Hamas udløb om morgenen 1. december. Det oplyste Israels militær ved aftalens udløb.

* Qatars udenrigsministerium oplyser i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der fortsat er forhandlinger mellem israelere og palæstinensere om at genoprette våbenhvilen, selv om kampene igen er brudt ud i Gaza.

Kilde: Ritzau og Reuters.

/ritzau/

Fødselskirken i Betlehem

* Fødselskirken i Betlehem er opført på det sted, hvor Jesus ifølge kristendommen blev født.

* Kirken blev i 2012 optaget på FN-organisationen Unescos' liste over verdensarven.

* I år 339 blev der opført en kirke på stedet. Den blev ødelagt af en brand.

* I det sjette århundrede blev der opført en ny kirke. Der er en del tilbage i bygningen fra den tid, herunder mosaikker i gulvet.

* Inde i kirken er en lille hule, hvor den første kirke også blev bygget, og i denne hule fødte Maria ifølge fortællingen Jesus.

* Der er tale om kristendommens ældste kirke, som stadig bruges.

* Igennem årene har forskellige trosretninger opført en række tilbygninger til den oprindelige kirke.

Kilde: unesco.org.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu