Junckers sidste chance for ambitiøse reformer af EU
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, holder onsdag klokken 9 sin store årlige tale om Den Europæiske Unions tilstand. Det sker i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Her ses han under talen sidste år. Foto: /ritzau/AP/Jean Francois Badias/arkiv
/ritzau/AP/Jean Francois Badias/arkiv
Jean-Claude Juncker holder onsdag klokken 9 i EU-Parlamentet sin store årlige tale om unionens tilstand.
Hvis EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, gerne vil huskes for andet og mere end migrationskrise og britisk exit, så er det nu, han skal slå til.
Onsdag klokken 9 holder Juncker i Europa-Parlamentet i Strasbourg sin årlige tale om unionens tilstand.
Den handler om, hvordan formanden for EU's udøvende magt mener, at det går, og hvad der bør ske i den kommende tid.
Talen i år er "meget vigtig", mener Pierre Vimont, der er analytiker ved tænketanken Carnegie Europe i Bruxelles.
- Det er reelt sidste år, hvor Juncker stadig kan forsøge at gøre et markant og substantielt stykke arbejde, siger Vimont.
Han skal holde endnu en tale om unionens tilstand næste år. Det bliver den sidste, inden hans embedsperiode udløber i 2019.
Men næste år vil snakken være i gang om, hvem der skal afløse Juncker.
Samtidig er 2018 året, hvor Europa-Parlamentet begynder at varme op til valget i foråret 2019.
Det kommende arbejdsår, som Juncker for alvor skyder i gang onsdag, er således det sidste hele år inden vagtskiftet.
- Så i 2018 vil kommissionen have meget mindre plads til at operere og opstille nye mål om reformer, siger Pierre Vimont.
Sidste år holdt Juncker sin store tale, efter at briterne få måneder før havde stemt sig ud af EU.
Men nu er der økonomisk fremgang, og højrebølgen har ikke som frygtet i Bruxelles ført til nye omvæltninger ved de seneste valg i Østrig, Holland og Frankrig.
Så stemningen er meget bedre end for et år siden, selv om EU er i fuld gang med at forhandle om den britiske exit.
Juncker præsenterede i marts i år en hvidbog med fem scenarier for EU's fremtid.
Han ville dog ikke sige, hvilken model han selv foretrækker. Men det ventes han at gøre i sin tale onsdag.
Juncker ventes også at kridte banen op på en stribe konkrete områder.
Det gælder lige fra reformer af eurozonen, sikkerhed og forsvar, grænsekontrol, migration, østeuropæisk kritik af, at de bliver spist af med andenrangs madvarer, og større kontrol med udenlandske investeringer i følsomme sektorer i EU.
Pierre Vimont siger, at "vi står i et afgørende øjeblik i europæisk historie".
- Talen handler om at give nyt momentum til det europæiske samarbejde, der nu bevæger sig frem mod kun at have 27 medlemmer, siger han.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde