Myanmars militærjunta har frigivet to journalister, der hjalp ofre i forbindelse med cyklonen Nargis, og flere oppositionsaktivister som led i en amnesti, der omfatter flere end 7000 fanger, oplyser øjenvidner.
En af de løsladte journalister er den 28-årige Eint Khaing Oo, som blev anholdt i 2008. I år blev hun den første modtager af en pris oprettet til minde om en japansk videojournalist, som blev dræbt under demonstrationer anført af munke i 2007.
- Jeg er glad over at være fri. Jeg vil fortsætte med at arbejde som journalist, sagde Eint Khaing Oo, efter at hun var blevet løsladt fra det berygtede Insein-fængsel i Yangon, Myanmars hovedby.
Den anden journalist var Kyaw Kyaw Thant, som blev anholdt samtidig med Eint Khaing Oo, da de bragte overlevende fra cyklonen i maj 2008 til FN's hovedkontor i Yangon.
Det statskontrollerede tv i Myanmar meddelte torsdag, at militærjuntaen stod foran at frigive i alt 7114 fanger, efter at de havde fået amnesti.
Amnestien skal markere 21-års-dagen fredag for, at militæret på blodig vis satte en endelig stopper for omfattende studenteruroligheder i Myanmar. Juntaen selv siger, at nedkæmpelsen kostede 350 mennesker livet, mens oppositionsgrupper sætter dødstallet til flere tusinde.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker