To unge mænd er fortsat savnet, efter en kæmpebølge skyllede ind over optagelserne til filmen "Skumringslandet", der foregår i det sydvestlige Norge.
Holdet bag filmprojektet, hvor danske Kim Bodnia spiller en central rolle som medproducent og skuespiller, er rystede over begivenhederne. Det skriver den norske netavis vg.dk.
De to mænd, som er henholdsvis 25 og 27 år gamle, var sammen med en tredje kollega ude og filme det rasende hav, da de blev overrasket af en voldsom bølge, der pludseligt slog ned over dem.
Filmfolkene reddede sig i første omgang sikkert i land, men så viste havet tænder igen, fortæller politibetjent Jan Ove Lunde fra politiet i Egersund.
- Ifølge ham, som overlevede, kom alle tre på land igen. Men så skyllede en ny bølge over dem, og han så de to andre forsvinde ud i søen. Det var kun held, der gjorde, at han ikke også blev taget af bølgen.
Politiet, brandvæsnet og redningsmandskabet beretter om orkanagtigt vejr og voldsomme naturkræfter, som hærger det sydvestlige Norge.
De største bølger på ulykkesstedet måler over 20 meter i højden, lyder det.
- Ordet "heftigt" er ikke dækkende for vejrforholdene. Hele havet ud for Egersund kogte, tilføjer Jan Ove Lunde.
Redningsmandskabet med helikopter og varmesøgende kameraer forsætter deres eftersøgning, så snart dagslyset vender tilbage mandag morgen.
Optagelserne til "Skumringslandet", som foregår i år 1349, har fundet sted i de fire norske kommuner Eigersund, Sokndal, Lund og Bjerkreim siden august.
På rollelisten til filmen står foruden Bodnia også flere kendte skuespillernavne i Norge. Det gælder blandt andre Sverre Anker Ousdal, som spiller en rolle som munk.
- Dette er bare forfærdeligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, lyder det fra Ousdal til Stavanger Aftenblad.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker