Kamala Harris maner til ro og erklærer Joe Biden for rask
Kamala Harris, da hun deltog i det netop overståede Asean-topmøde i Jakarta i Indonesien. Foto: Pool/Reuters
USA's vicepræsident siger, at hun arbejder sammen med præsident Joe Biden hver dag og ved derfor, at han er rask. Men skulle det værste ske, er hun klar.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Et valgemne, der normalt ikke er et valgemne, presser sig opad på den amerikanske dagsorden frem mod til præsidentvalget næste år.
Kandidaternes alder er typisk ikke noget, der fylder. Der er over et år til valget den 5. november 2024, men der tales allerede vidt og bredt om præsident Joe Bidens alder.
Han er 80, og der tales også om tidligere præsident Donald Trumps alder, da han kan gå hen og blive Republikanernes præsidentkandidat.
Trump er 77.
Den 58-årige Kamala Harris er vicepræsident. Hun har været i Jakarta, Indonesiens hovedstad, for at deltage i topmødet i den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation Asean, og herfra har hun givet et interview til den amerikanske tv-station CBS.
Annonce
Der er rigeligt at tale om fra sådan et topmøde, hvor specielt forholdet til Kina er centralt.
Biden er rask, sagde Harris. Skulle der ske noget, er det hende, der bliver præsident. Men hun er klar.
- Ja, det er jeg. Hvis det bliver nødvendigt.
- Men Joe Biden skal nok klare sig. Lad mig sige dig en ting: Jeg arbejder sammen med Joe Biden hver eneste dag. Arbejdet, som vor administration under Joe Bidens lederskab har opnået, er gennemgribende.
- Jeg tror, at det amerikanske folk mest af alt ønsker en leder, der får tingene gjort.
Hun er blevet kritiseret af Republikanerne for ikke at være sin opgave voksen. Anonym, usynlig, og det er risikabelt, hvis hun bliver præsident, lyder kritikken.
Det afviser hun.
- De har et behov for at gå i offensiven. De er bange for, at vi vinder på baggrund af det arbejde, som Joe Biden, jeg og administrationen udfører.
Kamala Harris, her under et nyligt interview med AP, skal snart finde sine overtalelsesevner frem, for valgkampen op til næste års præsidentvalg er på vej. Den 14. september skal hun på en lang turne til uddannelsesinstitutioner for at kapre unge vælgere til Demokraterne. (Arkivfoto). Foto: Dita Alangkara/Ritzau Scanpix
Kamala Harris er datter af en jamaicansk far og en indisk mor. Begge forældre var indvandrere til USA.
Annonce
De blev skilt, da hun var syv. Hun og hendes søster blev hos deres mor.
Da hun blev ung, læste hun økonomi og senere jura, inden hun gik ind i politik.
Kamala Harris har en vigtig rolle i Demokraternes kamp for at genvinde Det Hvide Hus næste år. Hun kan appellere til sorte og latinoer.
Inden længe står det klart, om hun også kan appellere til en tredje vælgergruppe, de unge.
Det Hvide Hus meddeler, at hun den 14. september tager på kampagnetur til otte delstater for at besøge uddannelsesinstitutioner.
Den månedlange tur er døbt "Kæmp for vor Frihed College–tour".
USA's præsident, Joe Biden, klipper båndet over til det nyrenoverede Situation Room i Det Hvide Hus, mens nogle af de ansatte ser til. Det er det værelse, der blandt andet bruges under kriser. Biden er 80, og vinder han præsidentvalget næste år, vil han være 82, når han tages i ed den 20. januar 2025. Billedet er fra den 5. september. Foto: The White House/Reuters
Hun skal mødes med unge og tale om problemer, som unge ofte bekymrer sig mere om end andre.
Det gælder klimaforandringer, frihedsrettigheder, våbenlovgivning, stemmerettigheder, lighed, bogforbud, LGBTQ.
- Denne generation er kritisk over for alvorlige spørgsmål, som er på spil for fremtiden lige nu. Der er unge ledere over hele landet, som ved, hvordan løsningerne ser ud. Som kan organisere deres lokalsamfund og realisere løsningerne, siger Harris i meddelelsen fra Det Hvide Hus.
- Min besked til de studerende er klar: "Vi regner med jer, vi har brug for jer, I er alt".
Annonce
Måske skal hun også have nogle svar klar om Bidens alder på sin tour.
En AP-NORC-måling den 28. august sagde, at kun 34 procent af de demokratiske vælgere under 45 ønsker Biden som kandidat. Over 45 er det 54 procent.
/ritzau/
Kamala Harris i valgkamp
* I et internt memo i Biden-administrationen fra august har vicepræsident Kamala Harris fået en central rolle med at tiltrække grupper af særlige vælgere ved præsidentvalget i 2024.
* Den 10. august sagde meningsmålingerne, at kun 40 procent af amerikanerne er tilfredse med Joe Biden. 39,7 procent er tilfredse med Harris.
* Men ifølge memoet siger målinger, at Kamala Harris har større opbakning hos særlige vælgergrupper, og det er her, hun skal fiske stemmer. Det gælder specielt hos ikke-hvide amerikanere og amerikanere med lave indkomster.
* Harris er blevet beskyldt for at være usynlig. En årsag kan være, at hun i første del af Bidens embedsperiode brugte kræfter på at løse to problemer, der er svære:
- Hun skulle finde årsagen til migrationen, alt imens flere og flere migranter kom til USA.
- Hun skulle gennemføre lovgivning i forbindelse med stemmeret på et tidspunkt, hvor Kongressen er splittet.
Kilde: ABC.
/ritzau/
Hvis den 77-årige Donald Trump bliver Republikanernes præsidentkandidat, og hvis han vinder valget, vil han være 78, når han tages i ed i januar 2025. Den smilende Trump er fotograferet ved et kampagnemøde i New Hampshire den 8. august. (Arkivfoto). Foto: Reba Saldanha/Reuters
Seneste artikler
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Bridgerton-seriebanger på lollandsk
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Så du det også? Derfor fløj stort amerikansk fly lavt over LF
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland