Kamala Harris og Tim Walz giver Demokraternes valgkampagne ny luft

Tim Walz gav den fuld gas mod Donald Trump, da han for første gang talte til demokratiske vælgere som vicepræsidentkandidat. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

De fleste amerikanere ved ikke, hvem Tim Walz er. Men Demokraternes kandidat som vicepræsident gør med sine udfald mod Trump sit til, at han snart bliver kendt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Glade og kampberedte toppolitikere på scenen. 10.000 jublende tilhængere i en fyldt basketballarena i Philadelphia i den amerikanske delstat Pennsylvania.

På en måned er situationen for Demokraterne gået fra nat til dag.

Eller fra eftermiddagslur til vågen.

CNN skriver, at en ny energi blev sendt igennem arenaen i Philadelphia natten til onsdag dansk tid.

Der var en stemning, som var utænkelig for Demokraterne for blot tre uger siden.

Da så partiet ind i et dundrende nederlag ved USA's præsidentvalg den 5. november.

Den aldrende præsident, Joe Biden, havde kikset i en tv-duel med Republikanernes præsidentkandidat, tidligere præsident Donald Trump.

81-årige Biden var for stædig til at forstå, at han skulle droppe ud af valget og lade en anden komme til.

Det endte med, at han hårdt presset gav plads til Kamala Harris, der som præsidentkandidat tirsdag valgte Minnesotas guvernør, Tim Walz, som sin vicepræsidentkandidat.

Og natten til onsdag stod Harris og Walz for første gang på podiet som det makkerpar, Demokraterne vil have vælgerne til at stemme ind i Det Hvide Hus.

Den nye vicepræsidentkandidat begejstrede med sine medbragte spydigheder om Trump, skriver Reuters og AFP, som var med i arenaen.

- Han gør grin med vore love. Han sår kaos og splittelse, og han siger ikke noget om sine egne bedrifter som præsident.

- Donald Trump - han ser verden anderledes. Han ved ikke noget som helst om at tjene andre, for han har travlt med at tjene sig selv, sagde han.

Han havde flere bidske udfald.

Der var begejstring både blandt de 10.000 tilhørere og på scenen, hvor Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris (til højre), og Tim Walz solede sig. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix

- Han var fastfrosset, da coronakrisen kom. Han kørte vores økonomi i sænk, og tag ikke fejl. Kriminalitet steg under Donald Trump. Og her medregner jeg ikke engang de forbrydelser, han selv begik.

AFP skriver, at Walz har fået rollen som Demokraternes "angrebshund". Han skal tage de personlige og mere brutale slagsmål i valgkampen mod Trump og Trumps kandidat som vicepræsident, J.D. Vance.

Det er en disciplin, som Trump i sin politiske karriere har vist sig som en mester i.

Walz tog også fat om et af de steder, hvor det kan gøre ondt på Trump.

Det er i spørgsmålet om abort. USA's højesteret har ophævet den føderale ret til abort. Det er sket med hjælp fra tre højesteretsdommere, der er udpeget af Trump.

Det vækker glæde i store dele af Trumps bagland. Men hos et flertal af befolkningen, og specielt hos kvinder, er der modstand mod beslutningen, som har medført, at en række delstater har strammet op på abortreglerne.

Og i Philadelphia natten til onsdag fik Trump og hans abortmodstandere med krabasken fra Tim Walz.

Præsidentkandidat Kamala Harris (til venstre) og vicepræsidentkandidat Tim Walz (til højre) på den blå løber i basketballarenaen i Philadelphia. I USA er farven blå symbol for Demokraterne, farven rød er symbol for Republikanerne. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Han kritiserede Republikanerne for at indføre regler for kvinders ret over egen krop.

- Uanset om vi ikke selv ville træffe samme valg, så er der en gylden regel: hold din forbandede snude for dig selv!

Trump-kampagnen er begyndt at skyde sig ind på Demokraternes nye makkerpar.

Både Trump og Vance har foreløbig lagt en linje, hvor de beskylder Harris og Walz for at være for liberale - for venstreorienterede.

- Det her er den mest radikale venstrefløjsduo i Amerikas historie, skriver Trump på sin sociale medieplatform, Social Truth.

Vance kritiserer, at Walz efter Vances opfattelse ikke er hård nok, når det gælder uromagere. Han henviser til håndteringen af urolighederne, der kom i Minneapolis i Minnesota, efter at den sorte mand George Floyd i 2020 blev dræbt af en hvid betjent.

- Det største problem med Tim Walz er ikke Tim Walz selv. Det er, hvad det siger om Kamala Harris. Når hun får chancen, knæler hun for sit partis mest venstreorienterede elementer, siger han ifølge Reuters

Tidligere præsident Donald Trump, der er præsidentkandidat for Republikanerne, betegner Kamala Harris og Tim Walz som den mest venstreorienterede duo i USA's historie. Det er ikke ment som en ros. Billedet er fra Trumps valgmøde i Georgia i lørdags. Foto: Christian Monterrosa/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Reaktioner på Tim Walz som Demokraternes vicepræsidentkandidat

* Præsident Joe Biden, demokrat:

- Kamala Harris har truffet en god beslutning ved at vælge guvernør Tim Walz som vicepræsidentkandidat. Han har været stærk, principfast og en effektiv leder.

 

* Præsidentkandidat Donald Trump, republikaner:

- TIM WALZ VILLE BLIVE DEN VÆRSTE VICEPRÆSIDENT I HISTORIEN! Endda værre end farlige, liberale og forbryderiske Kamala Harris.

 

* Josh Shapiro, demokrat og guvernør i Pennsylvania. Han var også i spil som vicepræsidentkandidat.

- Jeg ser frem til i de næste 90 dage at rejse rundt for at samle Pennsylvanias indbyggere bag mine venner Kamala Harris og Tim Walz og vinde over Donald Trump.

 

* Lindsey Graham, republikansk senator:

- Hvis du havde nogen tvivl om, hvorvidt Kamala Harris er dybt liberal, så er det nok bare at se på, at Bernie Sanders bakker op om hendes kandidat som vicepræsident.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Et par Kamala Harris-fans havde til vælgermødet iklædt sig T-shirts, der viser Demokraternes præsidentkandidat som superkvinde. Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu