Kampene mellem styrker, der er loyale over for Libyens leder Muammar Gaddafi og oprørere i den oprørerkontrollerede by Misrata er ophørt, oplyser en oprører.
- Kampene har stået på hele dagen. De sluttede for en halv time siden, siger oprøreren Muhammed telefonisk til nyhedsbureauet Reuters.
Han siger, at pro-Gaddafi-styrker kun kontrollerer et lille område og nogle få gader i den vestlige del af byen.
- Vi kontrollerer 99 procent af byen, siger han.
Oprørerne rykker også videre mod vest på vej mod Tripoli samtidig med, at koalitionens luftangreb mod Gaddafis hjemby, Sirte, har givet oppositionsstyrkerne ekstra vind i sejlene.
Hovedstaden Tripoli er også blevet angrebet fra luften af koalitionen. Det betegnes af libysk stats-tv som "kolonialistisk aggression". De libyske oprørere har med støtte fra vestlige fly i løbet af weekenden indtaget flere byer vest for Benghazi.
Oprørernes jagt på oberst Gaddafis styrker betød også, at de genvandt kontrollen med den vigtige olieby Ras Lanuf og rykkede videre frem mod Nofilia, hvorfra der kun er 100 kilometer til Gaddafis hjemby, Sirte, hvor det næste store slag ventes at skulle stå.
Ved 19-tiden hørtes to voldsomme eksplosioner i Sirte, mens der var kampfly i luften over byen. Der blev også meldt om eksplosioner og antiluftskytsild i Tripoli søndag aften.
Tidligere søndag skrev Reuters, at en kolonne med 20 militærkøretøjer og flere private biler havde forladt Sirte. Blandt militærkøretøjerne var også en lastbil med luftværnsraketter.
Snesevis af biler med familier og deres ejendele var også blevet observeret på kystvejen på vej i vestlig retning mod hovedstaden Tripoli omkring 350 kilometer borte. Sirte ligger omkring 200 kilometer vest for Ras Lanuf.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde