Kampklar Berlusconi gør politisk comeback

Foto: Giuseppe Cacace /Scanpix

Trods sexskandaler og korruptionsanklager er Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi ikke færdig med politik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han stiller op til parlamentsvalget næste år, rapporterer italiensk tv.

- Jeg vender desværre tilbage til offentlig tjeneste, siger Berlusconi til sin egen tv-kanal TGCOM24.

- Og jeg gør det endnu en gang på grund af ansvarsfølelse, lyder det fra den aldrende italiener i sædvanlig teatralsk stil.

Den 76-årige Berlusconi har ellers tidligere afvist, at han ville forsøge at gøre politisk comeback. Men nu vil han alligevel være at finde på stemmesedlerne, når italienerne går til valg til foråret.

I onsdags antydede Berlusconi, at han måske var ved at ændre mening og alligevel ville stille sig i spidsen for sit parti.

- Jeg er blevet opfordret til at vende tilbage til politik. Italien er på vej ud over afgrunden. Det kan jeg ikke tillade, sagde han onsdag efter et møde i sit parti.

Både italienske og internationale finansmarkeder reagerede dagen efter med nervøsitet over den ny uro omkring regeringen i Rom, efter at Berlusconi trak sin støtte til Mario Montis teknokratregering.

Berlusconi forlod premierministerposten i november sidste år midt under en voldsom økonomisk krise. Han er desuden centrum for en stribe af retssager om påstået korruption og sex med mindreårige.

Så sent som i slutningen af oktober erklærede Berlusconi, at han havde besluttet ikke at lede sit parti, Folkets Frihedsparti (PDL), ved det forestående valg. Men nu har han tilsyneladende foretaget en kovending.

PDL skulle om en uges tid have valgt en ny leder efter Berlusconi.

Partiet har været tæt på at gå i opløsning på grund af intern strid om, hvorvidt partiet skal støtte premierminister Mario Montis økonomiske politik, der ikke er populær, men som sigter på at redde landets økonomi.

Partiet er raslet ned i meningsmålingerne og ligger til under halvdelen af den opbakning, det fik ved valget i 2008.

/ritzau/Reuters