Syriske kampvogne stormede tidligt søndag den syriske by Hama efter næsten en måneds belejring. Det skriver Reuters.
En indbygger, der er læge og ikke ønsker at blive identificeret yderligere af frygt for at blive arresteret, fortæller til nyhedsbureauet, at mindst ni personer er blevet dræbt af granater fra kampvognene i Bab Shahi-området i den nordlige del af byen.
- Kampvogne angriber fra alle retninger. De skyder med deres tunge maskingevær helt vilkårligt og kører over de improviserede spærringer, som folk har bygget, beretter lægen på en telefon.
- Mange tilskadekomne er blevet bragt til Badr hospital. Der er mangel på blod, tilføjer han.
Nogle af de største demonstrationer under det fire måneder lange oprør mod Syriens præsident Bashar al-Assads 11 år lange styre har fundet sted i Hama, der ligger cirka 200 kilometer nord for Damaskus.
Bashar al-Assad og hans styrker har lige siden marts forsøgt at knuse oprøret, der er inspireret af oprørene i Tunesien og Egypten.
Mindst 1600 mennesker er blevet dræbt i oprøret, mens næsten 3000 er forsvundet og 26.000 er arresteret.
Fredag skød og dræbte syriske sikkerhedsstyrker mindst 20 personer, der demonstrerede med krav om demokrati og flere politiske rettigheder.
Det er den 17. fredag i træk, at syrerne demonstrerer i forlængelse af fredagsbønnen. Det syriske styre har optrappet den militære tilstedeværelse og slår hårdt ned på de byer, hvor oprøret kommer til udtryk.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker