Vogternes Råd i Iran vil nedsætte en komité, der skal forsøge at løse striden om resultatet af præsidentvalget.
Kandidaterne fra det iranske præsidentvalg opfordres til at samarbejde med en ny særlig komité, som skal granske resultatet af præsidentvalget den 12. juni.
Kandidaterne opfordres til at "aflevere deres dokumenter og beviser til en omfattende og præcis undersøgelse", hedder det.
Det er Vogternes Råd, som tidligere i dag foreslog, at en særlig komité skal løse striden om valget.
Komitéen skal bestå af repræsentanter for Vogternes Råd og for to af de slagne præsidentkandidater, Mirhossein Mousavi og Mehdi Karroubi, rapporterer det iranske nyhedsbureau ISNA. De to har klaget over det officielle valgresultat, der gav den siddende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, en jordskredssejr med 63 procent af stemmerne.
Der er ikke umiddelbart nogen reaktion fra Mousavi, som tidligere har krævet, at en komité, som er helt uafhængig, gennemgår resultatet. Heller ikke Karroubi har reageret.
Men Mohsen Rezai, den tredje præsidentkandidat, som udfordrede Ahmadinejad, hilser Vogterens Råds beslutning velkommen og erklærer sig villig til at deltage, hvis også de andre kandidater vil være med.
Rezai har ikke klaget over valgsvindel.
Vogternes Råd har tidligere betegnet præsidentvalget som "det reneste" i tre årtier.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde