Kanonskytten Viking næres af sorg og vrede i krigen mod russerne

Soldater og mekanikere fra Ukraines hær er i gang med at reparere en russisk kampvogn i Kharkiv-regionen i det nordøstlige Ukraine. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

En ung ukrainer sidder i sin kampvogn ved fronten og sender granater mod russerne. Han fortæller, hvad der driver ham. Det er blandt andet hævn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Motivationen til at blive ved med at kæmpe mod russerne er simpel for manden, der kaldes Viking.

Han er ukrainsk soldat, og han vil have hævn.

Lige nu er han ved fronten i det nordøstlige Ukraine.

Koldt vejr og artilleridueller betyder, at frontlinjen ikke bevæger sig ret meget.

- Jeg kan sige, at det sværeste for mig er mine venners død. Inden da var jeg motiveret. Men vrede, aggression og had har forstærket motivationen, siger den 26-årige Viking, som er skytte på en kampvogn.

Nyhedsbureauet AFP har været ved fronten i Kharkiv-regionen i det nordøstlige Ukraine. AFP har talt med soldaten, der ikke vil have sit rigtige navn frem.

Det er Ukraines militær, der har arrangeret presseturen til fronten.

Trods de svære tab, som det ukrainske militær har lidt i de ni måneder, der er gået siden Ruslands angreb på landet i februar, er Viking og resten af hans kampvognsdeling overbeviste om, at de vinder krigen.

- Vi planlægger at skubbe russerne til grænsen og om på den anden siden af den, griner han.

Hans deling var med i den offensiv, som i september nedkæmpede Ruslands nordøstlige flanke. Russiske soldater blev jaget på flugt hen over Oskil-floden i Ukraines Kharkiv-region.

Siden er farten taget af offensiven. Ruslands hær har befæstet nye forsvarslinjer.

Men ukrainerne siger, at de fortsætter med at presse på, selv om vinterkulden sætter ind.

Vejret påvirker muligheden for at kæmpe og kan gøre det svært at få forsyninger frem.

- Vi skubber russerne tilbage, får fodfæste og rykker frem igen. Lidt efter lidt, forklarer en anden kampvognssoldat, en 23-årig mand, der kaldes Patriot.

En smøg og lidt varme ved fronten. I det nordøstlige Ukraine flytter frontlinjen sig ikke så meget i øjeblikket. Men der ventes snart koldere vejr. Så bliver jorden frossen, og militærkøretøjer kan lettere køre i terrænet. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

- Der er mange granatnedslag. I sidste måned hørte jeg mellem 100 og 200 angreb.

Nær ved arbejder en 44-årig mekaniker med at få liv i motoren på en russisk kampvogn. Den blev erobret i september, og nu bruger ukrainerne den mod dens tidligere ejere.

- Det russiske udstyrs tilstand er meget ringe. Alt var dækket af diesel og skidt, siger mekanikeren om dens tilstand ved erobringen.

- Nu er den næsten klar.

Efter ni måneders krig er delingens materiel et billede på den dynamik, der er og har været i Ukraines væbnede styrker.

Den opererer med våben fra sovjettiden. Én kampvogn kommer fra Ukraines militær, en anden er erobret fra russerne, og en tredje er doneret af Polen.

Ammunitionen er delvist fra lagre, der er erobret fra russerne.

En ukrainsk kampvogn kører afsted i skoven ved fronten i Kharkiv-området. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

Målet for delingen er nu at erobre en hovedvej, som russerne bruger til at få forsyninger frem til de to søsterbyer Sievjerodonetsk og Lysytsjansk, som russerne holder besat.

Begge byer erobrede den russiske hær under et fremstød i sommer. Det menes, at et stort antal soldater fra begge sider mistede livet under kampene.

Analytikere venter, at tempoet i kamphandlingerne vil tage til igen, når det bliver koldere og mindre smattet.

- I næste uge ventes temperaturerne at falde over hele Ukraine. Der kommer frost i jorden, og det øger tempoet i kampene, lyder det i en ny vurdering fra den amerikanske tænketank The Institute for the Study of War.

- Mobiliteten vil øges på begge sider.

/ritzau/

Krigen i det nordøstlige Ukraine

* Rusland angreb Ukraine den 24. februar.

* Byen Kharkiv i det nordøstlige Ukraine er med omkring halvanden million indbyggere Ukraines næststørste by. Rusland erobrede tidligt i krigen Kharkiv.

* Hen over sommeren erobrede Rusland også de to søsterbyer Sievjerodonetsk og Lysytsjansk i Kharkiv-regionen.

* I september gik Ukraine i offensiven og trængte russerne ud af Kharkiv.

* Nu håber Ukraine at erobre en hovedvej, der bruges til at bringe forsyninger til søsterbyerne.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Denne 26-årige ukrainske soldat går under navnet Viking. Her hjælper han med at reparere en erobret russisk kampvogn. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu