Et nyt voldsomt udbrud i den indonesiske vulkan Merapi har lørdag udløst kaos, da folk forsøger at flygte i sikkerhed. Indbyggerne er bange for en gentagelse af sidste uges dræbende eksplosioner.
Et enormt brag ved 01-tiden lørdag morgen (kl. 19 fredag, dansk tid) sender soldater og politifolk, der er posteret tæt på vulkanen, på flugt. De bliver fulgt af hundredvis af civile, der hurtigt blokerer vejene med biler og motorcykler.
Der er ingen rapporter om dræbte i forbindelse med det seneste udbrud, men en person er omkommet, da vedkommende blev ramt af en lastbil under den kaotiske evakuering, siger en journalist på stedet.
Indtil videre er 34 bekræftet døde som et direkte resultat af vulkanudbruddene tidligere på ugen.
- Der er ingen dræbte eller tilskadekomne som følge af vulkanens udbrud, siger lederen af det indonesiske sundhedsministeriums krisecenter, Mujiharto.
Til gengæld fortæller den 51-årige Kris Budianto nyhedsbureauet AFP, hvordan han faldt af sin motorcykel under flugten for at komme i sikkerhed.
- Jeg sov på verandaen, da høje brag ligesom torden vækkede mig, siger han og tilføjer, at han sammen med 20 naboer havde vagten i landsbyen den nat.
- Jeg snuppede min motorcykel og kørte bort i panik for at komme i sikkerhed. Men på vejen ned fra bjerget, styrtede jeg med motorcyklen.
Han har sår i ansigtet, ligesom hans højre arm er brækket.
Et tykt lag aske er faldet så langt borte som i hovedbyen Yogyakarta omkring 26 kilometer syd for Merapibjerget.
Byens lufthavn var lukket i omkring en time lørdag morgen, mens lufthavnsmedarbejdere ryddede startbanen for aske.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde