Kaptajn på krydstogtsskib er nu anholdt

Kaptajnen for det forliste krydstogtskib Costa Concordia er blevet anholdt af italiensk politi. Det skriver det italienske nyhedsbureau ANSA.

Anholdelsen sker, efter at politi og en anklager lørdag eftermiddag afhørte kaptajnen Francesco Schettino i flere timer.

Kaptajnen er blandt andet mistænkt for uagtsomt manddrab og for at forlade sit skib, mens der stadig var adskillige passagerer tilbage, som endnu ikke var bragt i sikkerhed. Han er nu fængslet i byen Grosseto, oplyser italiensk politi ifølge Reuters.

En anden ledende befalingsmand i besætningen er ligeledes anholdt.

Francesco Schettino skal have sagt, at et skær, skibet ramte, ikke er angivet på det søkort, han sejlede efter.

- Vi ramte et skær, som ikke var på vort søkort. Ifølge kortet skulle vi have tilstrækkelig vand under os, siger kaptajnen til den italienske tv-station Tgcom24.

En talsmand for ejeren af Costa Concordia siger, at skibet ikke var ude af kurs, og at kaptajnen befandt sig på skibets bro, da ulykken skete.

Costa Concordia forliste natten til lørdag, da det gik på et rev ud for den italienske ø Giglio undervejs fra Rom til Mallorca og Barcelona i Spanien.

Ifølge italienske Giorgio Fanculli, den eneste journalist på Giglio, var skibet i nærheden af en sejlrute ud for Giglio, men han kunne se, at Costa Concordia sejlede alt for tæt land.

- Det er en klassisk rute. Krydstogskibe følger den ofte. Men her - han var meget tættere land end normalt, siger Giorgio Fanculli, der også så skibet kæntre og gå på grund. Skibet ligger på styrbordsside halv under vand ved Giglio.

Tre personer er foreløbig fundet omkommet, mens 43 personer meldes savnet. Knap 40 personer er kvæstet, heraf fem alvorligt.

Italienske søfartsmyndigheder siger lørdag aften, at dykkere søndag skal sendes ind i skibet for at finde dets såkaldte sorte bokse, der registrerer skibets manøvrer. Det er myndighedernes håb, at boksene kan give et svar på, hvorfor Costa Concordia ramte skæret og forliste.

/ritzau/AFP

Kaptajnen på det forliste italienske krydstogtskib Costa Concordia er mistænkt for uagtsomt manddrab.

Offentliggjort Sidst opdateret