Den 12. juni næste år er der EM-håndboldlandskamp i Karlskrona i Sverige, hvor det svenske landshold møder Israel. Men lokalpolitikere er begyndt at blive bange for at lægge sportshal til landskampen.
De frygter, at det kan komme til optøjer i stil med balladen i Malmø sidste år, da svenske og israelske tennisspillere mødtes i Davis Cup. Opgøret blev spillet uden tilskuere af frygt for de israelske spilleres sikkerhed, men uden for hallen var der store demonstrationer, hvor palæstinensere protesterede imod Israel.
Sveriges håndboldforbund har erklæret, at landskampen næste år skal spilles i Karlskrona. Men forvaltningen i kommunen er ikke begejstret. Allerede i forsommeren sendte forvaltningen en skrivelse til Idrætsudvalget med en opfordring til at sige nej tak til at lade kampen blive spillet i Karlskrona.
- Forvaltningen mener ikke, at byen kan leve op til de nødvendige sikkerhedskrav. Man kan også blive urolig for, at sportshallen Telenor Arena skal blive beskadiget. Er det sådan, man tænker, så må vi jo lytte til det, siger Christina Mattisson, kommunalpolitiker og medlem af Idrætsudvalget.
Karlskronas borgmester, Karl-Gösta Svenson, siger til tv-stationen TV4, at man efter hans mening ikke skal blande politik og idræt sammen og tilføjer, at han ikke har sagt nej til kampen.
Det er endnu ikke klart, hvad sagen ender med, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker